Nyheder 25. marts 2024

Fra økonomi- og erhvervsminister til grøn forkæmper - Bendt Bendtsen fylder rundt.

Fra økonomi- og erhvervsminister til grøn forkæmper - Bendt Bendtsen fylder rundt.

Danmarks tidligere vicestatsminister, Bendt Bendtsen, markerer d. 25. marts 2024 sin 70-års fødselsdag. Det giver anledning til at reflektere over en lang karriere i forskellige brancher.

Han kunne for længst være gået på pension. I stedet har Bendt Bendtsen valgt at udskifte et langt liv i politik med intet mindre end otte bestyrelsesposter.

”Når man så længe har ført et liv i politik med fuld fart frem, kan man ikke lukke helt ned og gå på pension. Sådan er det i hvert fald for mig. Derfor har jeg valgt at engagere mig i en række bestyrelser, som beskæftiger sig med noget, jeg brænder for,” siger den tidligere vicestatsminister.

Han bærer bl.a. på femte år kasketten som bestyrelsesformand for SYNERGI, en organisation stiftet af bl.a. Danfoss og VELUX, der er dedikeret til at fremme den grønne omstilling gennem et mere energieffektivitet Danmark og EU. Derudover er han bestyrelsesformand for FULTON-FONDEN, som på Fulton sejler med unge, som har fået en svær start på livet. Han sidder desuden i bestyrelsen for JJO Invest, Nordhavn A/S, Estech A/S, Formue Fyn, Lauritzen-Fonden og Kraks Fond.

 

Grøn forkæmper

Energieffektivitet er en sag, der længe har stået Bendt Bendtsens hjerte nært.  Siden 2009, hvor han kom til Europa-Parlamentet, har han arbejdet med energieffektivisering og grøn omstilling. Senere var han også Parlamentets chefforhandler på direktivet for energieffektivitet i bygninger. Roller, der fik stor betydning for hans fremadrettede engagement og karriere.

”Da jeg kom tilbage fra Bruxelles efter 10 år, var jeg helt målløs over, hvor lidt fokusset på energispild fyldte herhjemme. I EU blev den grønne omstilling drevet under mantraet ”energy efficiency first” – sådan var det slet ikke i Danmark. Potentialet står fortsat ikke mål med den politiske prioritet herhjemme, men jeg synes, vi er kommet et godt stykke, siden SYNERGI kom til verden,” siger SYNERGI’s bestyrelsesformand.

 

Ingen planer om pension

Bendt Bendtsen, der i dag bor i fødebyen Allesø ved Odense, nåede at arbejde med landbrug og fra 1975 i politiet, inden han i 1994 blev valgt til Folketinget for De Konservative. Her blev han i 1999 politisk leder og i 2000 partiformand – en post, han bestred frem til 2008. Han var i mellemtiden Danmarks økonomi- og erhvervsminister fra 2001 til 2008 i Anders Fogh Rasmussens regeringer, hvor han også tjente som vicestatsminister. Efter sin tid i national politik repræsenterede Bendtsen Danmark i Europa-Parlamentet fra 2009 og frem til 2019.

Han finder stadig energi i sit nye arbejdsliv som professionelt bestyrelsesmedlem, der tager ham på rejser rundt i hele Danmark og tilbage til Bruxelles.

"At skifte fra politik til at arbejde for at fremme grøn omstilling, erhvervslivet og unge mennesker, der har fået en svær start på livet, har været en naturlig udvikling for mig," siger han. "I politik skaber vi samfundets rammer – i mit nuværende arbejdsliv forsøger jeg at bidrage til at udfylde rammerne på en måde, der gavner erhvervslivet, de unge og planeten på samme tid."

Med et arbejdsliv, der strækker sig over mange år og forskellige arenaer, står Bendt Bendtsen som et eksempel på, at engagement og passion for arbejde ikke behøver at falme med tiden. Man kan fortsætte med at vokse og udvikle sig i nye og meningsfulde retninger. Og selv om han nu runder de 70 år, har han ingen planer om at stoppe.

”Jeg er stadig glad for at gå på arbejde – men det passer mig trods alt godt, at det er på lavere blus end i ministerdagene. Jeg nyder friheden og muligheden for at se min familie og børnebørn på ugentlig basis. Min flotteste titel er at være morfar til seks børnebørn. Men jeg kan ikke se mig selv lægge arbejdet helt på hylden. Jeg tvivler på, jeg nogensinde bliver fuldtidspensionist. Jeg arbejder nok, til jeg vælter” slutter Bendt Bendtsen med et smil.

 

Stort tillykke med fødselsdagen og de 70 år!

Aktuelt

Vis alle

Hold dig opdateret!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med i artikler, rapporter, pressemeddelelser og anden kommunikation fra SYNERGI.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev