Nyheder 07. maj 2024

SYNERGI med opfordring til Lars Aagaard: Hold fast i den politiske aftale og luk for gassen i 2035

SYNERGI med opfordring til Lars Aagaard: Hold fast i den politiske aftale og luk for gassen i 2035

SYNERGI og en række organisationer opfordrer i et brev klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard til at melde klart ud om gassens fremtid som varmekilde og sætte gang i nye initiativer til at udfase de fossile fyr.

Salg og installation af gasfyr skal stoppes i 2025. Husstande med begrænsede midler skal have støtte til at konvertere varmeforsyning. Og så skal det meldes klart ud, at opvarmning med gasfyr er slut fra 2035.

Det er nogle af de initiativer, SYNERGI og syv andre organisationer opfordrer ministeren til at igangsætte.

”Varmepumper og fjernvarme er fremtidens kilder til opvarmning af bygninger. Derfor var det også positivt, at et stort politisk flertal tilbage i 2022 understregede, at det skal være slut med opvarmning af boliger med sort gas senest i 2035. Siden er der dog ikke sket noget fra politisk side, og derfor installeres gasfyr fortsat i stor stil, mens salget af varmepumper og udrulningen af fjernvarmen halter. Det er skidt for den grønne omstilling, og derfor opfordrer vi kraftigt ministeren til at sætte handling bag den politiske aftale og slå fast, at det snart skal være slut med gassen,” siger Katrine Bjerre, direktør i SYNERGI.

Tidligere i år blev det offentliggjort, at der i 2035 stadig er 110.000 husholdninger med gasfyr i Danmark. Det modstrider den politiske ambition om at være helt fri for gas samme år.

Brevet til klimaministeren er sendt på vegne af Rådet for Grøn Omstilling, CONCITO, Dansk Fjernvarme, Green Power Denmark, SYNERGI, Tekniq Arbejdsgiverne, Intelligent Energi og Varmepumpeindustrien.

Brevet kan læses her.

Aktuelt

Vis alle

Hold dig opdateret!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med i artikler, rapporter, pressemeddelelser og anden kommunikation fra SYNERGI.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev