Nyheder 08. maj 2024

WindowMaster øger sit engagement i SYNERGI

WindowMaster øger sit engagement i SYNERGI

SYNERGI får en ny virksomhed på øverste medlemstrin, idet WindowMaster har valgt at involvere sig endnu mere i organisationen. Flere nye medlemmer af SYNERGI offentliggøres senere på måneden. På afgangssiden takker Grundfos af ved årets udgang efter seks gode års medlemskab.

Et tæt samarbejde bliver nu endnu tættere, når WindowMaster træder helt op i toppen af SYNERGI. Det sker som led i WindowMasters ønske om at involvere sig endnu mere i samfundsdebatten om bæredygtige bygninger, grøn omstilling og et effektivt energiforbrug.

Adm. direktør i WindowMaster, Erik Boyter, ser derfor frem til at styrke båndet til SYNERGI.

”Det er godt for klimaet, vores uafhængighed af Rusland og sundheden, når vi renoverer bygninger og bruger energien mere effektivt. Derfor er det vigtigt, at der er stemmer i debatten, der bliver ved med at presse på og holde politikerne til ilden og styrker indsatsen. Vi har nu været medlem af SYNERGI i tre år og har på nærmeste hold set hvor stor en værdi, SYNERGI skaber for vores virksomhed – både i Danmark, men i særdeleshed i EU, hvor det nye bygnings- og energieffektivitetsdirektiv i den grad kommer til at skabe øget eksport for os på de europæiske markeder. Derfor engagerer vi os nu endnu mere i SYNERGI,” siger Erik Boyter, der i forvejen er medlem af bestyrelsen i SYNERGI.

Mens WindowMaster bevæger sig længere ind i maskinrummet i SYNERGI, er flere nye virksomheder på vej ind i medlemskredsen. De konkrete navne offentliggøres senere på måneden. Til gengæld takker Grundfos af i medlemskredsen ved årets udgang.

”WindowMasters produkter bidrager stærkt til bedre indeklima og mere bæredygtige bygninger. Det er samtidig en moderne, progressiv virksomhed, der gerne vil involvere sig og bidrage til samfundsdebatten, og som desuden er en fornøjelse at arbejde sammen med. Derfor er jeg glad for og enorm stolt over, at Erik Boyter og hans hold har valgt at engagere sig yderligere i SYNERGI. Jeg ser også frem til at begynde samarbejdet med vores nye medlemmer, som, jeg er sikker på, passer rigtig godt ind i SYNERGI-familien og i arbejdet for et mere bæredygtigt og energieffektivt Danmark og EU,” siger Katrine Bjerre, der samtidig takker Grundfos for et godt samarbejde gennem de sidste seks år.

 

Om WindowMaster International A/S

WindowMaster International A/S er en markedsledende cleantech-virksomhed, som leverer bæredygtige indeklimaløsninger til primært skoler, kontorer, indkøbscentre og hospitaler, baseret på naturlig ventilation. Løsningerne består af avanceret vinduesautomatisering og intelligent ventilationsstyring.

I dag har virksomheden cleantech-specialister ansat i Danmark, Tyskland, Norge, Storbritannien, Schweiz og USA såvel som et stort netværk af certificerede partnere over hele verden.

Aktuelt

Vis alle

Hold dig opdateret!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med i artikler, rapporter, pressemeddelelser og anden kommunikation fra SYNERGI.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev