Pressemeddelelser 16. november 2023

Godt regeringsudspil til ny digitaliseringsstrategi baner vejen for flere grønne energibesparelser

PM: Godt regeringsudspil til ny digitaliseringsstrategi baner vejen for flere grønne energibesparelser

Regeringen har netop lanceret sit bud på en ny digitaliseringsstrategi, der bl.a. skal gøre det muligt at udnytte de grønne potentialer i forsyningsdata bedre. Det er et skridt i den rigtige retning og vil åbne for flere energibesparelser i bl.a. bygninger, mener SYNERGI-direktør Katrine Bjerre.

Regeringen vil afsætte 800 mio. kr. til en ny digitaliseringsstrategi. Af dem øremærkes ca. 60 mio. kr. til at forbedre mulighederne for at udnytte data i og omkring forsyningssektoren – det gælder fx mhp. at sikre et lavere og mere effektivt energiforbrug. Pengene skal bl.a. gå til et nyt partnerskab, der skal rådgive regeringen og relevante ministerier.

Katrine Bjerre, direktør i SYNERGI, tager godt imod regeringens udspil. Hun håber, at strategien og partnerskabet vil bidrage til at sætte data fri, så den kan udnyttes i kampen mod energispild.

”Data og viden er helt afgørende for at skabe den bedste, billigste og hurtigste grønne omstilling. Med sit bud på en digitaliseringsstrategi lægger regeringen op til at rydde barrierer ad vejen og bringe data og viden mere i spil til gavn for den grønne omstilling. Det er meget positivt. Det er især vigtigt, at regeringen prioriterer at åbne adgangen til forbrugernes egne energidata og sikrer, at adgangen ikke bliver for dyr og dermed blokerer for den grønne omstilling. Brugerne skal kunne effektivisere, sænke og planlægge energiforbruget, til når det er billigst og grønnest. Potentialerne i forsyningsdata skal udnyttes, så drømmen om klimaneutralitet kan gøres til virkelighed”, siger Katrine Bjerre.

Regeringens digitaliseringsstrategi har været længe ventet. SYNERGI præsenterede i 2021 en analyse, der viste, at data, digitalisering og intelligent styring kan reducere hele 10 pct. af Danmarks energiforbrug i bygninger. Danske virksomheder har allerede energibesparende teknologier klar til digital affyring, hvis vi giver dem mulighed for at forløse de enorme potentialer.

”Et effektivt energiforbrug er kun muligt, hvis vi i langt højere grad frigiver data og samtidig sørger for et større fokus på digitalisering. Med vores teknologi kan vi hurtigt identificere potentialerne for energibesparelser i bygninger – hvis vi har den nødvendige adgang til data. Det har vi desværre ikke i tilstrækkelig grad i dag. Det kræver store ressourcer og unødvendigt lang tid at få adgang til data og sat projekter i gang. Det er skidt for både klimaet og økonomien, når vi bruger energi, der kunne være sparet. Vi håber derfor i EnergiData, at den nye digitaliseringsstrategi vil accelerere den digitale udvikling ved at sætte forsyningsdata fri, så vi kan mindske energispildet i Danmark,” siger Morten Dahl, direktør i EnergiData.

Regeringens forslag til en ny digitaliseringsstrategi skal nu forhandles med de øvrige partier på Christiansborg. Det er uvist, hvornår den endelig strategi ventes at være klar.

Regeringens udspil kan findes her

Læs mere om EnergiData her

Aktuelt

Vis alle

Hold dig opdateret!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med i artikler, rapporter, pressemeddelelser og anden kommunikation fra SYNERGI.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev