Pressemeddelelser 11. juni 2024

Organisationer: Regeringens skrivebordsøvelser er ikke et grønt foregangsland værdigt

Organisationer: Regeringens skrivebordsøvelser er ikke et grønt foregangsland værdigt

Regeringen har netop offentliggjort sin plan for, hvordan Danmark lever op til sine grønne EU-forpligtelser om at mindske energispildet. Stik imod hensigten med de grønne krav vil regeringen ikke levere nye initiativer for at opfylde kravene i det nye energieffektivitetsdirektiv, men i stedet benytte sig af en kreativ skrivebordsfinte. Det er ikke foreneligt med ambitionerne i Klimaloven, mener en række organisationer.

Energiforbrug er kilde til mere end 75 pct. af verdens udledning af drivhusgasser. Derfor er det helt afgørende for den grønne omstilling, at vi mindsker energiforbruget markant. Det er netop formålet med EU’s energieffektivitetsdirektiv, som sidste år blev forhandlet på plads af EU-Parlamentet og de 27 medlemslandes EU-repræsentanter i Ministerrådet.

Ifølge direktivet skal medlemslandene i gennemsnittet årligt spare 1,5 pct. af sit energiforbrug frem mod 2030. Målet bør nås med nye ”politikker og foranstaltninger, der specifikt er udformet med henblik på at opfylde energispareforpligtelsen.” Og ”besparelser, der under alle omstændigheder ville være fremkommet, [bør ikke] medregnes i opfyldelsen af energibesparelsesforpligtelsen.”

Regeringen vælger dog at gå i den modsatte retning. I sin køreplan for energieffektivitet – der kommer her to dage efter valget til Europa-Parlamentet - skriver regeringen, at den vil opfylde sine energispareforpligtelser gennem ”eksisterende virkemidler, herunder (…) eksisterende energiafgifter.” Men flere af tiltagene er vedtaget før forpligtelsesperioden i 2021-2030. Eksempelvis har energiafgifterne eksisteret længe før, Energieffektivitetsdirektivet blev forhandlet på plads. Elafgiften blev fx indført tilbage i 1977.

Regeringens plan er derfor stik imod formålet med de grønne krav i Energieffektivitetsdirektivet, som regeringen ellers selv har stemt for i EU’s ministerråd.

Den daværende socialdemokratiske regering bakkede op om en energispareforpligtelse på 1,5 pct. Og klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard roste i marts 2023 Energieffektivitetsdirektivet og understregede på det sociale medie X, at det er ”vigtigt med ambitiøse EU-mål for energieffektivitet.”

Det vækker undren hos en række organisationer, der er enige om, at regeringens genbrug af eksisterende energiafgifter er ”uforeneligt med ambitionerne i Klimaloven,” hvori det fremgår, at ”Danmark [skal] være et foregangsland i den internationale klimaindsats, som kan inspirere og påvirke resten af verden.”

Organisationerne opfordrer Lars Aagaard til at sætte sig tilbage til arbejdsbordet og lave en strategi for Danmarks energiforbrug med nye virkemidler, der er et grønt foregangsland værdigt.

 

Citater

Bendt Bendtsen, bestyrelsesformand, SYNERGI:

”Det er helt utilstedeligt, det regeringen har gang i her. Regeringen og Lars Aagaard bryster sig af at være et grønt foregangsland og kalder det ”vigtigt” med ambitiøse mål for energieffektivitet. Men hvorfor er det vigtigt, hvis man bare vil opfylde kravene med en skrivebordsøvelse, der ikke sparer en eneste ny kilowatt? Man skal huske på, at når et selvproklameret grønt foregangsland på den måde snyder på vægtskålen, så åbner det en motorvej for sortere EU-lande til også at være ligeglade med direktivets formål. Det er en katastrofe for den grønne omstilling, men også for dansk vækst og eksport, der med et ambitiøst direktiv kunne se frem til op mod 100 mia. kr. i ekstra eksportkroner. Det er, hvad regeringen nu gambler med.”

Morten Høyer, politisk direktør, Dansk Industri:

”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi fra DI’s side havde håbet på en langt større og mere ambitiøs plan for energieffektivisering fra regeringen. Det er et område, som er meget vigtigt for os, da potentialerne ved energieffektiviseringer fortsat er meget store. Det er ikke kun klogt med en stærk energieffektiviseringsindsats, fordi vi bruger energien bedre, men også fordi det vil medvirke til, at vi kommer hurtigere og billigere i mål med den grønne omstilling. Dertil kommer aspektet omkring forsyningssikkerhed og energiuafhængighed. Vi kan konstatere, at regeringen, med denne køreplan, udskyder mange væsentlige beslutninger inden for energieffektivitet. Vi kan ikke blive ved med at vente. Det er forståeligt, at beslutningsgrundlaget skal på plads. Men det har der været rigelig tid til allerede. Mange beslutninger kan allerede tages nu i stedet for at vente. Eksempelvis bør prisloftet på overskudsvarme afskaffe frem for at regeringen igen udskyder beslutningen.”

Ulrich Bang, underdirektør for klima, energi og miljø, Dansk Erhverv:

”En ambitiøs energieffektiviserings- og elektrificeringsindsats er fuldstændigt afgørende for at omstille os væk fra Putins gas. Derfor er det ærgerligt, at regeringen med sin køreplan leverer en så tynd kop the. Der findes et hav af muligheder, som på en og samme tid kan skåne vores elnet, sænke danskernes energiregninger og styrke energiuafhængigheden – og i øvrigt fungere som en omkostningseffektiv måde til at nå vores klimamål. Set i det lys kunne man jo godt have ønsket sig, at regeringen havde grebet chancen for at formulere en moderne politik, der favner energieffektivisering, elektrificering og digitalisering og ikke mindst kommet med nye, konkrete initiativer. Vi har i hvert fald mange gode idéer, hvis det er inspiration, man savner.”

Bjarke Møller, direktør, Rådet for Grøn omstilling:

”Energieffektiviseringer er det vigtigste redskab til på kort bane at reducere forbruget af fossile brændsler. Danmark har en række forpligtelser over for EU om at skulle sænke energiforbruget. Alligevel er denne indsats for uambitiøs og utilstrækkelig til at sikre de nødvendige reduktioner i vores energiforbrug. Faktisk vælger man at gøre det stikmodsatte af, hvad direktivet foreskriver. Regeringen burde gå foran, og Danmark har mange af de virksomheder, der kan levere løsningerne til energieffektiviseringen."

Troels Blicher Danielsen, adm. direktør, TEKNIQ Arbejdsgiverne:

”Danske virksomheder er blandt verdens bedste til at levere bæredygtige løsninger i den grønne sags tjeneste. Samtidig er der vedtaget et ambitiøst energieffektivitetsdirektiv i EU, men nu vælger vi så herhjemme at køre implementeringen i mål med den mindst mulige indsats. Det kan og skal vi gøre bedre.”

Benny Yssing, forbundsformand, Dansk El-Forbund:

”Der er masser at hente til gavn for klimaet med effektiv brug af energien. Det er ikke nok med grøn strøm, når den grønne omstilling for alvor skal fungere i praksis, her hører effektiv brug af energien også med i ligningen. Det er tankerne bag EU's direktiv om energieffektivisering, og de er ganske fornuftige. Det handler også om andet end afgifter. Elektrikerne er i hvert fald klar til de praktiske opgaver med energieffektive tiltag.”

Henrik Garver, adm. direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI:

”At arbejde for flere energibesparelser giver ikke samme politiske streetcredit som grøn brint, PtX og nye energiøer. Men det er mindst lige så vigtigt for at sikre en hurtigt og bæredygtig omstilling til et 0-emissionssamfund. Energieffektivitetsdirektivet er en gave til at understøtte den del af den grønne omstilling. Derfor er det dybt skuffende, at der ikke kommer reelle nye virkemidler på bordet, til efterlevelse af den forhøjede energispareforpligtelse, i regeringens Køreplan for energieffektivitet.”

Henrik L. Bang, direktør, Bygherreforeningen:

”Bygherrerne ser ind i en bæredygtighedsdagsorden, hvor energiforbruget i bygningsmassen generelt skal ned. I vores egen bæredygtighedspolitik peger vi på en række tiltag, der kan medføre reelle energibesparelser, og Klimapartnerskabet for byggeri og anlæg vurderede allerede i 2020, at branchen kan levere en gennemsnitlig årlig reduktion på ca. 2,5 % af energiforbruget frem mod 2030. Forskellige initiativer som fx Københavns Kommunes Energispring viser, at det kan lade sig gøre i praksis, hvis bygningsejernes har det rette fokus. Teoretiske skrivebordsøvelser bør derfor ikke være et mål i sig selv for at komme i mål med energispareforpligtelsen.”

Per Rømer Kofod, adm. direktør, VELTEK:

”Energieffektiviseringsdirektivet er en kærkommen lejlighed til at få nedbragt Danmarks energiforbrug og derved komme hurtigere mål med den grønne omstilling, fordi der er et mindre energiforbrug som skal omstilles. Det er ærgerligt hvis den mulighed står til at glide danskerne af hænde.”

Dorte Nørregaard Larsen, direktør, Energiforum Danmark:

”Det er bekymrende, at man i stedet for at tænke gode løsninger med mest mulig effekt for pengene tænker i, hvordan man nemmest muligt slipper uden om kravene. Især fordi potentialerne for klimaet, indeklimaet, bygningsdrift, beskæftigelse og eksport er så store.”

Bygge-, Anlægs- og Trækartellet er også medafsender af pressemeddelelsen.

 

Om energispareforpligtelsen og regeringens køreplan for energieffektivitetsdirektivet

EU skal i 2030 have skåret 55 pct. af sin udledning af drivhusgasser sammenlignet med 1990. Målet skal opfyldes gennem en række grønne mål og krav i EU’s klimapakke ”Fit for 55”. Et af kravene til medlemslandene er gennemsnitligt at spare ca. 1,5 pct. af energiforbruget (slutforbruget) hvert år frem mod 2030.

Danmarks samlede energispareforpligtelse i perioden 2021-2030 er ca. 385 PJ. Ifølge Klimarådets skøn har Danmark et samlet behov for at spare yderligere 115 PJ frem mod 2030. Det betyder jf. den politiske aftale (indgået af EU-Parlamentet og Ministerrådet) bag kravet, at de 27 medlemslandene bør levere nye ”politikker og foranstaltninger, der specifikt er udformet med henblik på at opfylde energispareforpligtelsen.”

Men i regeringens køreplan for energieffektivitet står: ”Regeringen vil: notificere til EU-Kommissionen, at Danmark forventes at opfylde den forhøjede energispareforpligtelse gennem indmeldelse af eksisterende virkemidler, herunder diverse puljer, CO2-afgifter og eksisterende energiafgifter.” Det ventes, at notificeringen af eksisterende afgifter kan levere den resterende del af Danmarks energispareforpligtelse på 115 PJ.

Socialdemokratiet var meget imod at notificere afgifter som en del af energispareforpligtelsen, da man selv var i opposition i 2019. Partiet valget i stedet i deres tid i regering at omgøre den tidligere regerings beslutning og leve op til energispareforpligtelsen via egentlige virkemidler, som direktivet foreskriver.

Regeringen skal sende sin Nationale Energi- og Klimaplan (NECP) i høring, inden man sender den til EU-Kommissionen. Den plan, der blev sendt i høring i slutningen af maj, indeholdt dog ikke noget om, at regeringen vil opfylde EU-krav gennem notificering af afgifter. Dermed får offentligheden og de grønne organisationer ikke mulighed for at indgive høringssvar, før den bliver sendt til EU i slutningen af måneden.

Læs mere om energispareforpligtelsen, og hvorfor medregning af afgifter på energi indført inden 2020 er i modstrid med intentionerne i Energieffektivitetsdirektivet her.

Aktuelt

Vis alle

Hold dig opdateret!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med i artikler, rapporter, pressemeddelelser og anden kommunikation fra SYNERGI.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev