Nyheder 28. oktober 2022

Ny analyse: Energikrisen kan koste kommunerne mere end en milliard om året

Nyhed: Ny analyse: Energikrisen kan koste kommunerne mere end en milliard om året

Med de aktuelle energipriser skal kommunerne afsætte knap 1,3 mia. kr. ekstra på de årlige budgetter til at dække energiforbruget i bygningsmassen. Det viser en ny udregning foretaget for SYNERGI. ”Energiregningen ville have været langt mindre, hvis kommunernes havde udvist rettidig omhu og energirenoveret sine gamle, ineffektive bygninger,” mener SYNERGI-formand Bendt Bendtsen. Han håber, undersøgelsen kan være med til at øge ambitionerne for at mindske energiforbruget i kommunerne, der i dag er friholdt fra energisparekrav.

Det er en ekstraordinært dyr fornøjelse at betale for varme og strøm under den verserende energikrise. Endnu værre bliver det, hvis bygningen har et dårligt energimærke. En bygning med energimærket G bruger således ca. 10 gange så meget energi som en tilsvarende bygning med energimærke A.

7 ud af 10 kommunale bygninger har et dårligt energimærke (D-G), og derfor rammer energikrisen kommunernes økonomi hårdt. Helt præcist skal kommunerne med de nuværende priser samlet finde knap 1,3 mia. kr. ekstra i budgetterne til at dække energiforbruget i bygningsmassen. Udgifterne til energi er steget fra 2,47 mia. kr. før krisen til 3,74 mia. kr. under krisen, viser analyser fra konsulenthuset Transition.

SYNERGIs bestyrelsesformand ærgrer sig over den store ekstraregning, som kunne have været væsentligt lavere med mere energivenlige bygninger.

”Det er hamrende ærgerligt – først og fremmest for borgerne, der jo må se en endnu større del af deres skat gå til energiforbruget i de kommunale bygninger. Vi har længe inden energikrisen forsøgt at få politikerne til at tage ansvar for deres egne bygninger og stille krav til energieffektiviteten. Både fordi det er godt for klimaet, og allerede inden krisen var en rigtig god investering. Desværre har forslaget ikke kunnet mønstre et politisk flertal bag, og derfor rammer energikrisen mange kommuner ekstra hårdt,” mener Bendt Bendtsen.

Folketinget diskuterede sidste år et beslutningsforslag om, at kommunerne hvert år skal energirenovere 3 pct. af deres bygningsmasse. Desværre lykkedes det ikke at samle de nødvendige mandater. Udspillet flugter dog med et forslag til et opdateret EU-direktiv for energieffektivitet, der ventes endeligt vedtaget næste år. Derfor bliver energirenoveringskrav til kommunerne formentlig alligevel en realitet.

”Det bedste havde jo været, hvis vi i Danmark havde udvist rettidig omhu, stillet renoveringskrav og allerede var godt i gang med at høste gevinsterne af en grønnere bygningsmasse. Det er vigtigt at huske på, at der ikke er tale om at kaste penge ned i et sort hul. Energirenoveringer er særligt med de nuværende energipriser en særdeles rentabel investering med kort tilbagebetalingstid, der på få år frigiver millioner af kroner, der fx kan bruges på bedre skoler og plejehjem i stedet for på gas og el,” siger Bendt Bendtsen, der mener, at ansvaret for at sikre grønne kommunale bygninger både er en fælles opgave for lands- og lokalpolitikere:

”Jeg har selv været kommunalpolitiker og ved, at det ikke er nogen let opgave at få et kommunalt budget til at hænge sammen. Men vejen til energieffektive kommunale bygninger går både gennem en højere prioritering i kommunerne og en større åbenhed for at få det til at ske fra statens side. Staten bør bidrage både med ekstra finansiering og konkrete energisparekrav. Jo før jo bedre.”

Om analysen
Analysen tager udgangspunkt i Energistyrelsens energiprisindeks i henholdsvis andet kvartal af 2021 og andet kvartal af 2022, der er det nyeste tilgængelige indeks. Undersøgelsen tager ikke højde for effekten af fx eventuelle adfærdsændringer og lavere temperaturer i bygningerne i kølvandet på energikrisen.

Se den oprindelige rapport fra 2021 her 

Se anden version opdateret med energipriser fra begyndelsen af 2022 her

Se de nyeste, opdaterede beregninger og øgede potentialer efter energikrisen her

Aktuelt

Vis alle

Hold dig opdateret!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med i artikler, rapporter, pressemeddelelser og anden kommunikation fra SYNERGI.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev