Nyheder 08. maj 2024

Optakt til EP-valg: Interview med Niels Fuglsang

Interview med Niels Fuglsang

Dette EP-valg er særligt interessant af flere årsager. Der er krig i Europa for første gang i mange år, leveomkostninger er steget bl.a. på grund af højere energipriser, og så sidder det kommende parlament i fem af de seks år, der er tilbage, inden EU skal være i mål med sit 2030-klimamål.

Hvis man skal tro meningsmålingerne fra en række EU-medlemslande, så kigger vi ind i en periode med et mere klimaskeptisk parlament. Danskerne mener dog stadig, at klima og miljø er nogle af de vigtigste områder, som EU-Parlamentet bør tage sig af. Kandidater, der engagerer sig i den grønne omstilling, er derfor altafgørende for at varetage danskernes interesse.

Den 28. maj. afvikler SYNERGI i samarbejde med Danfoss et debatarrangement for en håndfuld EP-kandidater. Som optakt hertil har kandidaterne svaret på en række spørgsmål, der handler om det kommende valgs betydning for den grønne omstilling.

 

Niels Fuglsang fra Socialdemokratiet

Læs mere om Niels Fuglsang her

Hvorfor er det kommende Europa-Parlamentsvalg vigtigt for den grønne omstilling?

Det er fuldstændig afgørende, at EU fortsætter en ambitiøs klimapolitik, og at EU udviser grønt lederskab. For det første for at afbøde effekterne af klimaforandringerne, der rammer Europa hårdt med tørke, skovbrande og oversvømmelser. Samtidig er øget energieffektivitet og mere vedvarende energi nøglen til at blive fri af fossil energi fra slyngelstater som Rusland. Det er også her, at EU skal finde nøglen til at fremtidssikre sin industri, når verden vil efterspørge flere og flere grønne løsninger.

Vi ser flere tegn på, at den grønne omstilling er ved tabe opbakningen rundt omkring i EU. Hvordan får vi vendt den udvikling?

I Danmark har vi vist, at den grønne omstilling ikke er en omkostning, men en forudsætning for at fastholde arbejdspladser og sikre en konkurrencedygtig industri. Det er det, jeg fortæller mine europæiske kollegaer i Europa-Parlamentet, at den grønne omstilling er nøglen til EU's uafhængighed, arbejdspladser og konkurrenceevne. Efterspørgslen på grøn teknologi stiger i hele verden, så det globale marked vil kun blive større. Her gavner det EU at være i front.

I nuværende mandatperiode er flere direktiver blevet revideret, som skruer væsentligt op for EU’s indsats på det grønne område – især når det kommer til energieffektivitet. Hvilken betydning får mere energieffektivitet for EU overordnet, men også for den enkelte danskers hverdag?

Energieffektivitetsdirektivet, som jeg var chefforhandler på i Europa-Parlamentet, betyder at EU skal sænke sit energiforbrug med ca. 100 Mtoe i 2030. Det svarer til hele Spaniens energiforbrug på et år. Det betyder mindre russisk gas og anden fossil energi fra slyngelstater. For den enkelte betyder det, at offentlige bygninger skal renoveres med bedre indeklima til følge. Der skal lægges mere fjernvarme, og gasfyr skal udskiftes med varmepumper. Det giver en lavere energiregning på sigt.

Kan vi gøre endnu mere for at styrke EU’s energieffektivitetsindsats? Er der nogle nye dagsordener, vi kan koble det til, eller er der nye mål, EU bør sætte sig?

Energieffektivisering skal være et grundlæggende princip, hver gang der skal laves noget, der kræver energi. I energieffektivitetsdirektivet fik vi for første gang ’energieffektivisering først’-princippet ind i loven. Det princip kan sagtens udbredes til flere sektorer. Samtidig, så skal fleksibelt forbrug kobles til energieffektivisering, så vi får mest muligt ud af den grønne strøm.

Aktuelt

Vis alle

Hold dig opdateret!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med i artikler, rapporter, pressemeddelelser og anden kommunikation fra SYNERGI.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev