Nyheder 25. januar 2024

Folketingets boligudvalg på besøg i BoligVærkstedet: Hvordan får vi grønnere og sundere boliger?

Folketingets boligudvalg på besøg i BoligVærkstedet: Hvordan får vi grønnere og sundere boliger?

Folketingets boligudvalg var i går på besøg i VELUX’s demonstrationsprojekt BoligVærkstedet. Grønne og sunde boliger var omdrejningspunktet for dagen, hvor både spørge- og diskussionslysten var stor.

I går havde VELUX og SYNERGI inviteret Folketingets boligudvalg på besøg i BoligVærkstedet, der er en model af, hvordan fremtidens grønne og sunde boliger kan se ud. Udvalgsmedlemmerne fik bl.a. en rundvisning og diskuterede derefter bl.a. indeklima, udfordringer med energirenovering i landdistrikterne, CO2-gevinster, og hvilke konkrete politiske tiltag der kan sikre fremtidens grønne boligmasse.

BoligVærkstedet er et state of the art-byggeri – både i forhold til CO2-udledning og indeklima. Boligerne er eksempler på, hvordan fremtidens boliger kan bygges med et lavt CO2-aftryk, der kun er en 1/3 af den ellers ambitiøse danske standard, og med et indeklima i topklasse. BoligVærkstedet er første eksempel på VELUX-konceptet Living Places, som bygger på fem principper: Boligerne skal være sunde, til at betale, enkle, fleksible, og de skal kunne skaleres.

VELUX fortalte mere om de fem principper i løbet af dagen, hvor udvalgsmedlemmerne fik mulighed for at stille spørgsmål til byggeriet. Begejstringen var stor for selve byggeriet og tankerne bag konceptet. Det blev dog fremhævet af boligudvalgsmedlemmerne, at der er store forskelle i lånemulighederne til energirenoveringer for boligejerne i byerne kontra landdistrikterne. Det blev også en central del af den senere diskussion, der ligeledes handlede om de nye EU-krav til bygningers energiforbrug i Energieffektivitetsdirektivet og Bygningsdirektivet.

De to nye EU-direktiver sætter nemlig store krav til et mere effektivt energiforbrug i vores bygninger. Det er godt nyt for den grønne omstilling og for vores sundhed og trivsel. Men det er samtidig en opgave, som kræver ambitiøse boligpolitiske tiltag.

For der er ingen grøn omstilling uden grønnere og sundere bygninger. Boligmassen i landdistrikterne løftes ikke uden konkrete politiske tiltag. Og vi får aldrig bugt med det skadelige indeklima, der svækker livskvaliteten for den enkelte og betyder årligt flere hundredetusinde unødvendige sygedage, hvis ikke vi igangsætter de nødvendige energirenoveringer af vores boligmasse.

I SYNERGI håber vi derfor, at besøget kan inspirere til en ambitiøs implementering af de nye EU-direktiver samt en kommende boligpolitisk aftale, der forhåbentlig indeholder konkrete grønne og sundhedsfremmende boligpolitiske tiltag.

Læs mere om EU’s nye energieffektiviseringsdirektiv her.

Læs mere om Bygningsdirektivet her.

(Katrine Bjerre, direktør i SYNERGI)

(Besøg i BoligVærkstedet).

(Diskussion om fremtidens grønne boliger).

Aktuelt

Vis alle

Hold dig opdateret!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med i artikler, rapporter, pressemeddelelser og anden kommunikation fra SYNERGI.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev