Debatindlæg 27. marts 2025

Et højere anlægsloft er nøglen, hvis kommunerne skal levere på de grønne EU-krav

Et højere anlægsloft er nøglen, hvis kommunerne skal levere på de grønne EU-krav

Af Katrine Bjerre, direktør i SYNERGI

(dette indlæg er bragt i Altinget den 27/03-2025)

Klimarådet udgav for nylig sin årlige statusrapport over, hvordan det står til med den danske klimaindsats. Og selvom der var flere positive takter at fremhæve, afslører den også, at Danmark hænger i bremsen, når det handler om at opfylde vigtige EU-krav.

Det kalder på ny grøn politik og på de rette investeringer. En ny analyse giver os på et vigtigt tidspunkt prisen.

Danmark når med sin nuværende politik ikke i mål med en række EU-forpligtelser. Det slår Klimarådet fast i sin nye statusrapport.

Det gælder blandt andet kravet i EU’s energieffektivitetsdirektiv om, at medlemslandene årligt skal renovere 3 procent af sin offentlige bygningsmasse.

I statusrapporten vurderer Klimarådet nemlig, at Danmark kun renoverer 2 ud af de 3 procent – og vel at mærke kun hvis vi fastholder det tempo, vi renoverer med lige nu. Klimarådet understreger derfor, at der er behov for nye politiske tiltag, så Danmark kan leve op til EU-kravet.

Klimarådets statusrapport udkommer med god timing, for i juni forventes den nye økonomiaftale mellem kommuner og regeringen at falde på plads, og det er her, at det nye krav til kommunerne skal implementeres.

Det er også i økonomiaftalen, at anlægsloftet – altså det, der definerer, hvor meget kommunerne må renovere og anlægge for det kommende år – fastsættes. Og netop anlægsloftet er nøglen, hvis kommunerne skal imødekomme det nye grønne EU-krav.

At den offentlige bygningsmasse skal sænke sit energiforbrug, er rigtig fornuftigt af mange årsager. I Danmark er kommunerne nemlig landets største bygningsejer med hele 31 millioner kvadratmeter, og 7 ud af 10 af de kommunale bygninger har et dårligt energimærke.

Mere energivenlige offentlige bygninger sænker ikke blot vores energiforbrug og CO2-aftryk, men vil også sænke kommunernes energiregninger. Energirenovering er altså ikke blot grøn fornuft, men også en investering i en lavere energidrift og bedre økonomi for kommunerne.

Og faktisk er den politiske løsning lige for.

En dugfrisk analyse fra Ea Energianalyse viser nemlig, at det kræver en merinvestering på 400 millioner kroner i de offentlige bygninger at nå EU-kravet om en årlig 3 procent energirenoveringsrate.

Kommunernes anlægsloft kan passende udvides med en særskilt grøn ramme i den størrelsesorden for at opfylde de grønne renoveringskrav.

Midlerne er godt givet ud. For når vi kigger på energirenoveringer, er der tale om sunde investeringer, der tjener sig selv hjem inden for en overskuelig tidshorisont.

En analyse fra Transition har tidligere kortlagt, at de mest rentable energirenoveringer i kommunerne kan tjene sig selv hjem på under 10 år, hvorefter kommunerne kan nyde godt af det ekstra råderum og omsætte det til eksempelvis øget velfærd.

Mange kommuner rundt om i landet vil endda rigtig gerne energirenovere de mange slidte folkeskoler og børnehaver, hvor varmen siver ud ad de gamle vinduer og skaber træk om vinteren, og hvor der i de samme lokaler er glohedt om sommeren.

Ligeledes har mange kommuner midlerne stående, men kan ikke få lov at bruge dem grundet et historisk lavt og stramt anlægsloft.

Forskellen på ét enkelt procentpoint lyder måske lille og ubetydelig, men det svarer faktisk til 281.000 kvadratmeter, der skal renoveres og have et nødvendigt løft. Et løft, der vil øge trivslen og indlæringen hos blandt andet de elever, der hver dag sætter sig på skolebænken i landets folkeskoler.

Det er altså ikke helt uden betydning for dem heller, hvordan Danmark vælger at implementere det grønne EU-krav.

Energirenovering af kommunernes bygninger er altså noget af et politisk kinderæg: Det bidrager til den grønne omstilling, det skaber bedre økonomi for kommunerne, og det øger indlæringen og trivslen for vores elever i skolerne.

Men det kræver, at årets økonomiaftale giver kommunerne mulighed for at levere.

Aktuelt

Vis alle

Hold dig opdateret!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med i artikler, rapporter, pressemeddelelser og anden kommunikation fra SYNERGI.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev