Dan Jørgensen har fat i den lange ende, når han fremhæver energieffektivitet
Af Katrine Bjerre, direktør i SYNERGI (indlægget er bragt på Europabevægelsens EU-blog den 06/03-2025)
EU's nye energi- og boligkommissær har for alvor smøget ærmerne op og taget hul på sine mange store og væsentlige opgaver. Og allerede nu lyder der positive takter fra den danske kommissær. Dan Jørgensen har nemlig fat i den lange ende, når han med EU-Kommissionen i den nye action plan for Affordable Energy Prices peger på, at energieffektivitet er et af de mest effektive og hurtigst virkende redskaber til at nedbringe energiomkostningerne for de europæiske virksomheder.
Vilkårene for vores virksomheder er for alvor rykket op på EU's dagsorden, og konkurrenceevne er blevet det nye sort – allestedsnærværende og helt uundgåeligt at forholde sig til. Med god grund. For EU's konkurrenceevne er under et massivt pres, som særligt den tidligere direktør for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, har understreget.
EU sakker alvorligt bagud i forhold til USA og Kina. En af årsagerne er de høje energipriser, mener Draghi, der henviser til, at de europæiske virksomheder kæmper med elpriser, der er to til tre gange højere end USA's, mens gaspriserne er op til fem gange højere.
Der er derfor god grund til at fokusere på, hvordan EU kan nedbringe sine høje energipriser og gøre det billigere for virksomhederne at fastholde sin produktion på europæisk grund.
Pluk løs i industrien
I et interview med mediet Finans understreger Dan Jørgensen, at der er mange lavthængende frugter, der ikke bliver plukket i den europæiske industri. Og kommissæren har ret. Ved at bruge vores energi klogere kan vi mindske efterspørgslen og dermed nedbringe priserne. Det vil gøre det billigere at producere i Europa og dermed gøre virksomhederne mere konkurrencedygtige.
Men i EU er vi fortsat ikke gode nok til at effektivisere vores energiforbrug og høste de mange store potentialer. Ikke gode nok til at udnytte data og moderne energistyring til at optimere vores forbrug. Og ikke gode nok til at elektrificere. Faktisk kan vi spare op til 40 pct. af vores samlede energiforbrug ved at elektrificere, viser en undersøgelse fra Oxford University.
Vi er heller ikke gode nok til at udnytte overskudsvarme fra f.eks. industrien og datacentre, hvorfor vi fortsat lukker enorme energiressourcer ud i den blå luft. Faktisk så meget, at overskudsvarme er blevet verdens største uudnyttede energiressource. Alene i EU kan overskudsvarme næsten dække EU’s samlede behov for opvarmning og varmt vand i boliger og servicesektoren.
I EU-Kommissionens netop fremlagte Clean Industrial Deal understreges det tydeligt, at grøn omstilling og konkurrenceevne går hånd i hånd – og ikke er modsætninger. Europæiske virksomheder er allerede førende inden for energieffektivitet og grøn teknologi. Den styrkeposition skal vi udnytte. Den grønne omstilling er på mange områder en vækstmulighed for EU. Også dét peger Draghi på.
Derfor bør energieffektivitet have en central rolle at spille, når EU skal pege på konkrete virkemidler til at øge EU’s konkurrenceevne. Der bør sættes klare og ambitiøse mål for elektrificering, udnyttelse af overskudsvarme, udbygning af grøn energi og et øget fokus på digitalisering og fleksibilitet. Alt det kan vi samle under én overskrift: EU skal bruge energien klogere.