Pressemeddelelser 26. april 2018

SYNERGI efterlyser højere grønne ambitioner – energieffektivisering er nødvendigt for Danmarks grønne omstilling

SYNERGI efterlyser højere grønne ambitioner – energieffektivisering er nødvendigt for Danmarks grønne omstilling

Regeringens længe ventede udspil til en energiaftale for perioden efter 2020 er et positivt udgangspunkt, men vi skal sigte endnu højere. Styrket fokus på energieffektivitet særligt inden for bygninger og industri er nødvendigt for at sikre, at vi når vores langsigtede klimamål. På den måde øger vi tempoet på den grønne omstilling, forbedrer industriens konkurrenceevne og indeklimaet i de danske boliger. Alt sammen til glæde for danskerne og til gavn for danske job og eksport.

Synergi ser positivt på, at regeringen har afsat midler til en ny indsats for energibesparelser i form af en udbudsordning for erhvervet. Det er også et skridt i den rigtige retning, at regeringen foreslår at sikre bedre udnyttelse af energien fra overskudsvarme og prioriterer mere energieffektivitet i eksportindsatsen. Imidlertid kan vi skabe en hurtigere, billigere og mere sikker grøn omstilling med en mere ambitiøs og mere langsigtet tilgang til energieffektivitet, der samtidig kan sikre, at danskerne ikke skal betale unødigt meget for den grønne omstilling.

”Vi skal lægge os i front i Europa og helst stræbe endnu højere end vores europæiske nabolande. En effektiv omstilling til fremtidens energisystemer kræver en klog og fornuftig balance mellem energieffektivitet, udbygning af den vedvarende energi og elektrificeringen af vores samfund. Derfor er det helt afgørende, at vi sætter langsigtede mål,” siger Christian Jølck, bestyrelsesformand for Synergi.

Energistyrelsens nyeste basisfremskrivning forudsiger en markant stigning i energiforbruget, hvis ikke der tages nye initiativer for at reducere danskernes energiforbrug. Skal vi omstille til grøn energi billigst muligt, skal effektiviseringsindsatserne mere end fordobles de kommende år. Alene i bygninger er der et samfundsøkonomisk rentabelt potentiale til at reducere varmeforbruget med 31 %, før det bliver billigere at investere i mere grøn strøm til at dække danskernes forbrug. I erhvervslivet kan energiforbruget mindskes ca. 25 % gennem rentable investeringer. Disse potentialer udnytter regeringens forslag desværre kun delvist.

”Jo før og jo mere målrettet, vi kommer i gang med reelt at energiforbedre vores bygninger, desto mere kan vi sikre en økonomisk forsvarlig, grøn omstilling. Vi havde derfor gerne set, at regeringens udspil til en ny indsats for energibesparelser indeholdte konkrete tiltag for effektiviseringer i vores bygninger. Den eksisterende pulje til bygninger erstattes med alene informationsaktiviteter – og her har vi brug for en mere fokuseret indsats for at kunne realisere de store potentialer, der ligger for effektiviseringer,” siger Kim Nøhr Skibsted, næstformand for Synergi.

Danmark har en unik førerposition på det voksende marked for energiløsninger, og man ser – endnu – mod vores energisystem med beundring fra lande verden over. Regeringens udspil har en stor betydning for den danske førerposition på området, og derfor kan et højere ambitionsniveau være med til yderligere at styrke Danmarks globale position som ledende på energiområdet.

Alene inden for energieffektiviseringer vurderer Det Internationale Energiagentur (IEA), at de globale årlige investeringer vil stige med 5.000 milliarder i 2040 som følge af Parisaftalens mål. Uden et dansk mål for energieffektiviseringer risikerer en kommende energiaftale at svække den produktudvikling og dermed eksport- og beskæftigelse, der i dag knytter sig til de danske styrkepositioner.

Kontaktinfo:

Mikkel Thrane, pressechef i Danfoss, 70 20 44 88

Nilüfer Sahin, Kommunikationschef, ROCKWOOL Nordics, 26 82 22 97

Aktuelt

Vis alle

Hold dig opdateret!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med i artikler, rapporter, pressemeddelelser og anden kommunikation fra SYNERGI.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev