Pressemeddelelser 16. september 2020

Godt signal med øgede klimaambitioner, von der Leyen

PM: Godt signal med øgede klimaambitioner, von der Leyen

EU-Kommissionen skruer op for klimaambitionerne, siger formand Ursula von der Leyen som ventet i sin State of the Union-tale. Det er fornuftigt, mener SYNERGI-formand Bendt Bendtsen. Han understreger, at det nu er helt afgørende, at den danske regering arbejder for at sikre, at EU-budgettet udmøntes grønt, og at ingen lande slipper for at bidrage positivt til klimamålet.

EU skal nedbringe sin CO2-udledning med mindst 55 procent i 2030 – ikke 40 procent, som målet er i dag. Det skal blandt andet ske ved at mindske energispildet, sagde EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen i sin State of the Union-tale tidligere i dag. Meldingen blev modtaget med klapsalver fra EU-parlamentarikerne i salen.

SYNERGI-formand Bendt Bendtsen tager godt imod den skærpede målsætning, men havde gerne set en endnu mere ambitiøs EU-kommission.

”Det er et godt signal fra kommissionsformanden, at der nu skal sættes mere tryk på den grønne omstilling. Det er også positivt, at formanden endnu en gang understreger, at en af nøglerne til at nå i mål er at mindske energispildet. Jeg gerne havde dog gerne set en målsætning på mindst 60 procent CO2-reduktion i 2030, som bl.a. EU-Parlamentets miljøkomité har foreslået. Det vil bringe os væsentligt tættere på 2050-målet om klimaneutralitet,” siger Bendt Bendtsen.

I sin tale sagde Ursula von der Leyen også, at 37 procent af EU’s økonomiske genopretningsfond på 5.580 milliarder kroner skal gå til European Green Deal-projekter. Fonden kommer oven i EU’s budget på knap 8.000 milliarder i perioden 2021-2027. Bendt Bendtsen opfordrer den danske regering til at presse på for at sikre, at midlerne kommer til at skabe maksimal grøn værdi.

”Det er ekstremt vigtigt, at EU-midlerne bliver udmøntet grønt, så vi ikke med den ene hånd forsøger at løfte os op af hullet, mens den anden fortsætter med at grave os dybere ned. Vi har set en dansk regering, der som medlem af den såkaldte sparebande har presset hårdt på for at begrænse EU’s budget. Men det vigtigste er i sidste ende, hvordan pengene bruges. Jeg forventer derfor, at regeringen med samme nidkærhed vogter over, hvordan EU-midlerne bruges, og at alle lande bidrager til at nå EU’s klimamål,” siger SYNERGIs formand.

Bendt Bendtsen er til rådighed for yderligere kommentarer via 30 66 77 84 eller am@synergiorg.dk.

Aktuelt

Vis alle

Hold dig opdateret!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med i artikler, rapporter, pressemeddelelser og anden kommunikation fra SYNERGI.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev