Med sine kommentarer i Altinget forleden slår Morten Messerschmidt klimadebatten tre skridt tilbage i stedet for at se frem mod 2030, mener SYNERGI-direktør Katrine Bjerre M. Eriksen. 

Der er for mig ingen tvivl om, at klimakrisen er dette årtusindes største udfordring. Det er en kompleks opgave, hvor alle er enige om målet om at redde planeten og fremtidige generationer. Der er efterhånden blandt eksperter, organisationer og de fleste politikere også konsensus om, hvordan vi skal nå i mål med den grønne omstilling: Klimataburetten skal hvile på tre stærke ben bestående af energieffektiviseringer, vedvarende energi og øget elektrificering af samfundet.

Derfor er det et ærgerligt og uheldigt signal, Morten Messerschmidt (DF) sender i Altinget (2.10), når han sætter spørgsmålstegn ved værdien af at mindske energispildet. Morten Messerschmidt er bekymret for, at regningen for at nå det danske 2030-mål om at skære 70 pct. af CO2-udledningen bliver unødvendigt stor.

Det er overraskende, at Morten Messerschmidt som sit partis energi- og klimaordfører sætter spørgsmålstegn ved de økonomiske fordele ved energirenoveringer. Vi kan efterhånden se ned på Rundetårn fra toppen af den bunke af ekspertråd og undersøgelser, der konkluderer, at energieffektivitet er en vigtig og rentabel vej mod en markant lavere CO2-udledning.

For nu blot at fremhæve en brøkdel af dem har EA Energianalyse regnet sig frem til, at de samlede samfundsøkonomiske omkostninger for at nå 70-procentsmålet stiger med omkring 14 mia. kr. frem mod 2030, hvis ikke vi energieffektiviserer tilstrækkeligt.

Ifølge regeringens eget klimaråd er energieffektivisering i produktionserhvervene og energirenovering af bygninger blandt de billigste og mest effektive redskaber til at nå klimaambitionerne.

På globalt niveau vurderer Det Internationale Energiagentur, at energieffektiviseringer skal udgøre 44 pct. af den samlede globale CO2-reduktion, hvis målene fra Paris-aftalen skal nås i 2040. Omstilling til grøn energi skal til sammenligning kun stå for 36 pct. Og der er mange, mange flere eksempler.

Ligegyldigt hvordan Morten Messerschmidt vender og drejer diskussionen, så er den billigste og grønneste energi altid den, der aldrig bliver brugt. Det er hverken gratis i kroner og ører eller CO2-neutralt at producere og distribuere selv den grønneste el. Samtidig må man huske, at selv om ambitionen på sigt er 100 pct. grøn el, så er der lang vej endnu. I dag udgør sol- og vindenergi kun 10 pct. af den samlede danske energiproduktion. Derfor vil det i dag og mange år frem være rentabelt at energirenovere bygninger.

Når vi gør det, udledes mindre CO2, udgifterne til el og varme falder, og efterspørgslen efter mere energi fra for eksempel nye og flere vindmøller falder også. Det burde i sig selv være gode argumenter for fortsat at prioritere tiltag, der mindsker energispildet. Når Morten Messerschmidt samtidig længe har været en stærk fortaler for vindmølleloftet, kræsen med mulige placeringer af nye vindmøller og desuden tillægger det en stor værdi at være selvforsynende og energipolitisk uafhængige af ”ustabile regimer i Mellemøsten”, kan det undre, at han ikke i højere grad prioriterer et kontrolleret energiforbrug.

Afslutningsvis er det værd at bemærke, at mens ovenstående primært handler om at få mest CO2-reduktion for pengene, så er der også en stor mængde sundheds-, trivsels- og langsigtede økonomiske gevinster forbundet med energirenoveringer. Renoveringer medfører bedre luft-, lys- og livskvalitet. Det betyder blandt andet øget produktivitet på arbejdspladserne, øget indlæringsevne i skolerne og færre sygedage som følge af astma, bakterie- og infektionssygdomme. Værdien af højere livskvalitet er svær at måle. I kroner og ører vil effekterne af et sundere indeklima alene i skolerne være en gennemsnitlig årlig fremgang i BNP på 1,3 mia. kr. og en årlig forbedring af de offentlige finanser på op mod 270 mio. kr., hvis de danske skoleelever får et indeklima som de svenske.

Der skal være plads til at debattere den bedste, billigste og klogeste vej til at nå 2030-målet. Der bør dog efterhånden ikke være nogen tvivl om, at det kræver massive investeringer i alle taburettens tre ben, hvis ikke den skal knække sammen under den massive vægt fra den måske mest ambitiøse klimaplan i verden. Lad os tage den saglige, reelle debat om, hvordan taburetten skal designes – og kaste illusionen om en tobenet taburet i skraldespanden med dårlige idéer.