Pressemeddelelser 31. august 2020

Tyndt finanslovsforslag uden grøn profil

Finanslovsforslag for 2021
Telefon

Det er bemærkelsesværdigt småt med grønne initiativer i det finanslovsforslag for 2021, som regeringen netop har præsenteret. SYNERGI-formand Bendt Bendtsen undrer sig over fraværet af konkret grønt indhold og har svært ved at se sammenhængen med regeringens ambitioner for klimaet.

Regeringen prioriterer pengene til genopretning efter corona, ældreplejen, en ny styrelse, og så skal planlagte afgifter på is og chokolade sløjfes. Der er dog ikke mange søde sager i udspillet, hvis man havde håbet på midler til den grønne omstilling.

Regeringen lægger bl.a. op til at afsætte 9,2 mia. kr. til en såkaldt ”corona-krigskasse”, hvorfra finansminister Nicolai Wammen forventer, at en stor del vil gå til grøn omstilling. Men regeringen har ikke lagt sig fast på, hvordan den mener, midlerne skal fordeles. Regeringen har heller ikke – som ved finanslovsaftalen for i år – regnet på udspillets CO2-aftryk.

Hvorfor ikke øremærke nogle af de mange milliarder til det grønne?

SYNERGIs bestyrelsesformand, Bendt Bendtsen, har fuld forståelse for, at regeringen lægger op til store udgifter til genopretning efter corona. Han havde dog forventet et grønnere aftryk i regeringens udspil.

”Jeg har svært ved at se, hvordan udspillet bringer os nærmere 70%-målsætningen for CO2-udledning eller rollen som grøn stormagt, som regeringen har så fine ambitioner om at opnå. Finansministeren understreger igen og igen i sin præsentation af udspillet, at vi skal bruge corona-krisen klogt og tænke den grønne omstilling ind. Men hvorfor så ikke øremærke nogle af de mange milliarder, der meget fornuftigt og helt nødvendigt afsættes til at afbøde krisen, til det grønne,” spørger Bendt Bendtsen.

 

Bygningerne mangler

Helt konkret havde SYNERGI gerne set, at regeringen allerede inden forhandlingerne om finansloven havde sat en grøn retning for i det mindste nogle af de 9,2 mia. kr., der er afsat til corona-krisen.

”Regeringen kunne for eksempel have lagt op til at investere i grønne renoveringer af de mange offentlige bygninger – knap 70 procent af kommunernes skolebygninger har et dårligt energimærke. På den måde ville man have sat en grøn retning, der både gør gavn for vores børn, offentligt ansatte, de lokale håndværkere, klimaet og de danske producenter af grønne teknologier, som finansministeren i sin præsentation var så optaget af at hjælpe,” siger Bendt Bendtsen. Han håber, at især regeringens støttepartier nu vil løfte den grønne dagsorden markant i den endelige finanslov.

Aktuelt

Vis alle

Hold dig opdateret!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med i artikler, rapporter, pressemeddelelser og anden kommunikation fra SYNERGI.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev