Pressemeddelelser 31. januar 2020

Ny rapport: Energieffektive løsninger kan halvere klimaregningen i 2030

Energieffektive løsninger kan halvere klimaregningen i 2030

Ny rapport fra EA Energianalyse viser, at Danmark skal prioritere energieffektive løsninger for at komme billigst muligt i mål med regeringens 2030-mål. Anbefalingen er i overensstemmelse med en tidligere rapport udarbejdet for SYNERGI.

En dugfrisk rapport, som EA Energianalyse har udarbejdet for Danfoss, peger på, at Danmark skal investere lige så målrettet i energieffektive løsninger som i vedvarende energi og sektorkobling, hvis man vil opnå 2030-målet så billigt som muligt. Rapporten understreger, at der ligger store klimamæssige gevinster i at energirenovere: Ikke mindst i bygningerne og erhvervslivet, hvor udledningen kan reduceres med 2,0 mio. ton CO2 i 2030. Det svarer til 16 pct. af målsætningen om en 70 pct.-reduktion. 

Oveni kan energieffektive løsninger spare samfundet for en ekstraregning på omkring 14 mia. kr. frem mod 2030 i form af lavere brændsels- og energiomkostninger. Det er næsten en halvering af de nettomeromkostninger, der forventes at opstå som følge af 2030-målet.

Regeringen vedtog i sommer en meget ambitiøs klimamålsætning for 2030. Men det er ikke helt ligegyldigt, hvordan vi kommer derhen. Hvis vi skal være et eksempel til efterlevelse, skal Danmark vise resten af verden, at vi kan nå i mål til tiden – men også at vi kan gøre det på en måde, som ikke gør det dyrt for vores alle sammens pengepung. Og her taler rapporten fra EA Energianalyse et meget tydeligt sprog. Hvis vi nedsætter vores energispild i Danmark, så kan vi halvere regningen frem mod 2030. Det er vi simpelthen nødt til at tage alvorligt,” udtaler Bendt Bendtsen, bestyrelsesformand i SYNERGI.

I forlængelse af en tidligere analyse

Det er ikke første gang, at EA Energianalyse dokumenterer, at energieffektivisering betaler sig. I 2019 beregnede de således, at den grønne omstilling vil blive 120-160 mia. kr. dyrere for det danske samfund frem mod 2050, hvis ikke der energieffektiviseres tilstrækkeligt. En beregning, der også fokuserede på de afledte sundhedseffekter ved energieffektivisering. Dengang som nu mener SYNERGI, at Danmark er nødt til at gøre mere for at forhindre energispild.

Ikke alene gavner det klimaet og pengepungen at spare på energien. Energirenoveringer skaber også en række afledte effekter såsom et bedre indeklima til gavn for børnenes indlæring i skolerne og for vores fælles sundhed. Den bedste energi er den, vi ikke bruger – uanset om man kigger frem mod 2030 eller 2050,” siger Bendt Bendtsen.

Om SYNERGI

SYNERGI er en interesseorganisation, der arbejder for en mere effektiv brug af energien i de danske bygninger, industrien og i de danske hjem. SYNERGI består af Danfoss, Grundfos, ROCKWOOL, VELUX, Dansk Energirådgivning, Boligselskabet Sjælland og SustainSolutions. Sammen sikrer vi, at vi med energieffektive teknologier får mere ud af mindre. Med banebrydende løsninger bidrager vi til global bæredygtighed og forbedret livskvalitet for danskere og for mennesker over hele verden.

Kontaktoplysninger

Bestyrelsesformand Bendt Bendtsen, bb@synergiorg.dk 

Direktør Katrine Bjerre M. Eriksen, kb@synergiorg.dk / 22 74 71 86

Aktuelt

Vis alle

Hold dig opdateret!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med i artikler, rapporter, pressemeddelelser og anden kommunikation fra SYNERGI.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev