SYNERGI får ny bestyrelsesformand: Velkommen til Morten Helveg Petersen
Efter mere end fem år på posten takker Bendt Bendtsen af som bestyrelsesformand for SYNERGI. Ny mand på posten er tidligere EU-parlamentariker og mangeårigt folketingsmedlem Morten Helveg Petersen. Han ser frem til jobbet i ”en af de vigtigste perioder for den grønne omstilling.”
Fra i dag hedder SYNERGIs bestyrelsesformand Morten Helveg Petersen. Her skal den nu forhenværende politiker fortsætte arbejdet med en dagsorden, han kender særdeles godt. Både som tidligere næstformand for Europa-Parlamentets energi- og industriudvalg, ITRE, og som skyggeforhandler på Bygningsdirektivet.
Morten Helveg Petersen ser frem til at blive en del af SYNERGI og fortsætte arbejdet for et langt grønnere og klogere energiforbrug i Danmark og EU.
”Jeg har i min tid som parlamentariker haft et godt og tæt samarbejde med SYNERGI og har derfor et indgående kendskab til organisationen, sekretariatet og medlemmerne. Jeg er imponeret over SYNERGIs arbejde, og derfor var jeg ikke i tvivl, da jeg fik tilbuddet om at overtage posten som bestyrelsesformand efter min gode ven, Bendt Bendtsen,” siger Morten Helveg Petersen.
Ved den seneste COP28 blev det besluttet, at energieffektiviteten skal fordobles frem mod 2030 for at nå i mål med de globale klimaambitioner.
Den nye SYNERGI-formand er derfor ikke i tvivl om, at behovet for et stærkt talerør for et effektivt energiforbrug og en ambitiøs implementering af internationale klimaaftaler er lige så stort i dag, som det var, da SYNERGI blev stiftet i 2018.
”Jeg mener, at vi er på vej ind i en af de vigtigste perioder i den grønne omstilling. Det er nu, vi for alvor skal vise, at vi kan kombinere en lavere CO2-udledning med stærk konkurrenceevne, gode levevilkår og en høj energi-forsyningssikkerhed, der ikke sender så meget som en euro i lommen på Putin. Her er energieffektivitet en hjørnesten. Jeg er klart af den holdning, at energiforbruget grundlæggende får alt for lidt opmærksomhed i særdeleshed i Danmark, men også i EU,” siger SYNERGIs nye bestyrelsesformand og peger på nogle af de oplagte steder at sætte ind:
”Det er helt sort, at vi fx ikke har en klar europæisk strategi for genanvendelse af overskudsvarmen, mere ambitiøse krav om at løfte bygningsmassen, en effektiv exit-strategi fra russisk energiimport samt et bedre samspil mellem udbygningen af vedvarende energi og et fleksibelt energiforbrug. Det glæder jeg mig til at arbejde på i samarbejde med resten af SYNERGI-holdet og medlemskredsen.”
En kæmpe takker af – men ikke helt
CEO i Danfoss, Kim Fausing, var en af initiativtagerne til stiftelsen af SYNERGI tilbage i 2018. Han er glad for, at Morten Helveg Petersen har accepteret pladsen for bordenden i SYNERGIs bestyrelse, og takker samtidig afgående formand Bendt Bendtsen.
”De fleste virksomheder i Europa ved, at den grønne omstilling er en stærk drivkraft for værdiskabelse og vigtig for vores konkurrenceevne. Alligevel understøtter lovgivningen ikke i tilstrækkelig grad behovet for at reducere energiforbruget, elektrificere og genbruge den energi, vi allerede producerer. Morten kommer med nye ideer og visioner, som forhåbentlig kan løfte kendskabet til energieffektivitet som helt afgørende for at skabe ny momentum for den grønne omstilling, sænke energipriserne og styrke Europas konkurrenceevne,” siger Kim Fausing.
”Vi skylder Bendt en kæmpe tak for hans utrættelige indsats, siden vi stiftede SYNERGI. Hans kendskab til både skiftende regeringer og Folketinget samt til Europa-Parlamentet og EU-Kommissionen har været afgørende for at udbrede kendskabet til energieffektivitet. Han var den rigtige formand for den rigtige organisation på det rigtige tidspunkt,” siger Kim Fausing.
For Bendt Bendtsen er det ikke uden vemod at sige farvel til SYNERGI, som den afgående formand har været med til at stable på benene og investeret meget energi og tid i. Han er dog godt tilfreds med, at det netop er Morten Helveg Petersen, der fører stafetten videre.
”Det har været et privilegium og med stor glæde, at jeg nu i mere end et halvt årti har stået i spidsen for SYNERGIs bestyrelse. Jeg mener i al beskedenhed, at vi er nået langt med dagsordenen og har opnået store resultater, der har bidraget både til den grønne omstilling og til vores medlemmers fundament for at drive virksomhed. Alt godt har en ende – det gælder også min tid som bestyrelsesformand i SYNERGI. Det betyder meget for mig, at det er Morten, der overtager roret på skuden. Så ved jeg, den er i gode og sikre hænder. Tak til samarbejdspartnere, politikere og ikke mindst medlemmerne for en god tid og et godt samarbejde i SYNERGI-regi,” siger Bendt Bendtsen, der dog ikke siger helt farvel til SYNERGI. Han fortsætter således i en rolle som seniorrådgiver og vil særligt bidrage til organisationens arbejde i EU.
Læs mere om SYNERGI her.
Om Morten Helveg Petersen
Morten Helveg Petersen er født i 1966, uddannet cand.polit. og har siddet i Folketinget for Det Radikale Venstre fra 1998 til 2009. I 2014 blev han valgt til Europa-Parlamentet og genvalgt i 2019, hvor han bl.a. i perioden var næstformand for det vigtige energi- og industriudvalg (ITRE) i Europa-Parlamentet og ’shadow’ (skyggeforhandler) på Bygningsdirektivet. Morten Helveg Petersen genopstillede ikke ved det seneste Europa-Parlamentsvalg i juni 2024.