Nyheder 14. juni 2023

Mød SYNERGI på Folkemødet - her er vores program

Nyhed: SYNERGI på Folkemødet

SYNERGI inviterer i samarbejde med Grundfos, VELUX og Schneider Electric på to debatter og et netværksarrangement på Folkemødet. Derudover deltager vi i en række andre debatter, som du kan få overblik over her. 

Fra 15. til 17. juni danner Bornholm og Allinge endnu en gang rammen om Folkemødet. SYNERGI er også i år tilstede og har kalenderen fyldt med arrangementer, møder og debatter.

Torsdag den 15. juni fra kl. 15.30 til 16.30 er vi sammen med tre af vores medlemmer - Grundfos, VELUX og Schneider Electric - værter ved to debatter under det overordnede spørgsmål: "Er vi gode nok til at udnytte de grønne og sundhedsfremmende potentialer i energieffektivitet?"

Debatrunde 1 kl. 15.30-16: Energieffektivitet – den afgørende spiller i et 100% grønt energisystem?
Danmarks elforbrug ventes at stige omkring 500 pct. frem mod 2050. Varmepumper, elbiler og PtX er nøgleelementer på vejen mod klimaneutralitet – men udgør også en stor udfordring for den grønne energiforsyning. Løsningen er ganske klar: Mere grøn energi og mere energieffektivitet. Det første er vi ret gode til i Danmark. Det andet halter væsentligt mere. Griber vi den grønne omstilling rigtigt an?

Debatrunde 2 kl. 16-16.30: Er nye EU-krav til bygninger det åbne vindue for bedre sundhed og velfærd?
EU er på vej med nye, omfattende krav om energirenovering og indeklima i bygninger. Det er et mulighedernes vindue til at løfte sundheden, trivslen og velfærden. Hvert år misser danskerne 465.000 arbejdsdage og elever 30.000 skoledage som følge af dårligt indeklima. Alligevel har kun en tredjedel af kommunerne mål for bedre indeklima. Hvordan løfter vi kvaliteten af indeklimaet i Danmark?

Du kan læse mere om debatterne her.

Samme dag og sted fra kl. 17 til 18.30 inviterer vi til netværksarrangement med kolde drikkevarer, snacks og forhåbentlig en masse gode snakke. 

Derudover deltager direktør Katrine Bjerre og bestyrelsesformand Bendt Bendtsen i følgende debatter:

Fredag kl. 14 - 15 i Finansteltet - G32: "Skal dit hus rives ned inden 2033?" - Bendt Bendtsen debatterer

Fredag kl. 16 - 16.45 på G2 - PFA: "Energieffektivisering – hvorfor sker det ikke?" - Bendt Bendtsen debatterer

Fredag kl. 17.10 - 17.40 på C35 - Klima- og Energiscenen: Fra Suez til sanktioner: Hvad antændte energikrisen?" - Katrine Bjerre modererer

​Lørdag kl. 11.15 - 12 på D2 - FH Hovedscenen: "'Alle går rundt og fryser'- Vi skal energieffektivisere​" - Katrine Bjerre debatterer.

Vi håber at se en masse venner af huset og andre med interesse i energieffektivitet i løbet af Folkemødet.

Aktuelt

Vis alle

Hold dig opdateret!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med i artikler, rapporter, pressemeddelelser og anden kommunikation fra SYNERGI.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev