Nyheder 07. marts 2023

Nyt SYNERGI-medlem ser store energisparepotentialer i Danmark - og vil bidrage til at høste dem

Nyhed: Nyt SYNERGI-medlem ser store energisparepotentialer i Danmark - og vil bidrage til at høste dem

Energiovervågningsvirksomheden EnergiData vil skubbe dansk energipolitik i en mere ambitiøs retning og melder sig derfor ind i SYNERGI. Begge parter har store forventninger til samarbejdet.

”Vi bruger al vores energi på, at I sparer jeres.” Sådan lyder devisen hos virksomheden EnergiData, der er nyeste medlem af SYNERGI. Et motto, som flugter med SYNERGIs mål om et Danmark og EU uden energispild, og derfor er EnergiData-direktør Morten Dahl også overbevist om, at EnergiData og SYNERGI er et godt match.

”Vi deler fuldstændig SYNERGIs ambition om at reducere energiforbruget i Danmark og i EU. Lige nu eksisterer der store energibesparelsespotentialer på tværs af sektorer, som ikke bliver høstet, og   dermed er energiforbruget meget højere, end det burde være. Det er dårligt for klimaet, forsyningssikkerheden og pengepungen,” siger Morten Dahl og fortsætter:

”Vi er formentlig Danmarks største energiovervågningsvirksomhed, og vores data afslører enorme forskelle i energiforbruget i bygninger, der teoretisk burde være ens. Men virkeligheden er, at mange fx virksomheder slet ikke er opmærksomme på, at deres bygningsportefølje forbruger meget mere energi, end de burde. Derfor er data helt afgørende for overhovedet at komme i gang med at energieffektivisere. Med medlemskabet af SYNERGI vil vi bidrage til et smartere og mere effektivt energiforbrug. Det kan vi bl.a. gøre ved at skubbe på frigivelsen af data og gennem en langt større digitalisering”.

EnergiData står bag energiovervågningsværktøjet MinEnergi2, der nemt og intuitivt gør det muligt at styre og overvåge forbrug af el, vand, gas og varme. På den måde kan fx en facility manager eller økonomiansvarlig få et hurtigt og detaljeret overblik over  energiforbruget på tværs af ejendomme i selv store ejendomsporteføljer. Med værktøjet kan man benchmarke bygningers energiforbrug og gå mere systematisk til værks, når bygningsporteføljen skal energioptimeres.

SYNERGI-direktør Katrine Bjerre M. Eriksen glæder sig over EnergiData som nyt medlem af organisationen. EnergiData bliver en vigtig samarbejdspartner i forhold til øget digitalisering i den grønne omstilling:

”Data er hele fundamentet for at kunne optimere vores energiforbrug, mens vi med øget digitalisering kan sikre, at vi bruger energien smart, fleksibelt og effektivt.  Derfor er jeg glad for, at EnergiData vil være en del af SYNERGI. EnergiData kommer med en masse erfaring og viden om data og bygningsdrift, som jeg er sikker på, vi kan lære rigtig meget af og bruge aktivt i vores arbejde for at skabe et bedre og smartere energiforbrug i Danmark,” siger Katrine Bjerre M. Eriksen.

EnergiData har 45 ansatte med hovedkontor i Køge samt afdelinger i Viby og Duisburg i Tyskland. EnergiData opererer foreløbig på markederne Danmark, Tyskland, UK, Norge og Sverige.

Aktuelt

Vis alle

Hold dig opdateret!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med i artikler, rapporter, pressemeddelelser og anden kommunikation fra SYNERGI.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev