Nyheder 17. maj 2023

Konsensus på Børsen: Et lavere energiforbrug er en vej ud af kriserne

Nyhed: Konsensus på Børsen: Et lavere energiforbrug er en vej ud af kriserne

Budskabet i salen var ikke til at tage fejl af, da vi i dag sammen med Dansk Erhverv afholdt konference om energieffektivitet: Tidens kriser kalder på et smartere og lavere energiforbrug.

Brian Mikkelsen åbnede eftermiddagen med at pointere den manglende opmærksomhed på at spare på energien:

”I Dansk Erhverv mener vi, at vi fokuserer alt for lidt på energieffektiviseringer i Danmark (…). Lige nu – mens jeg står her og taler – går masser af energi til spilde i Danmark.”

SYNERGI-direktør Katrine Bjerre fulgte op ved at kalde energieffektivitet for energisystemets Christian Eriksen, der gør alle andre medspillere i den grønne omstilling bedre.

Efterfølgende var der oplæg fra erhvervet om, hvordan energikrisen kan løses med et effektivt energiforbrug. Danfoss’ Rasmus Abildgaard påpegede bl.a., at potentialet i at udnytte overskudsvarmen i EU er på knap 3.000 TWh, svarende til næsten hele EU’s forbrug af varme og varmt vand.

Thomas Møllgaard fra Schneider Electric konkluderede efterfølgende, at “det er på tide, vi taler om potentialet i energieffektivitet”, mens han udlagde, hvordan Schneider Electric fx selv har reduceret energiforbruget i virksomhedens hovedkvarter med 65 pct.

Peter Maagøe Petersen fra Viegand Maagøe løftede sløret for en ny analyse af det samlede potentiale i erhvervet. Her var en af konklusionerne, at det danske erhvervsliv på rentabel vis kan reducere op til 20 pct. af hele energiforbruget i 2030.

Arrangementet blev rundet af med en god politisk debat mellem Søren Egge Rasmussen (Enhedslisten), Egil Hulgaard (Det Konservative Folkeparti) og Lea Wermelin (Socialdemokratiet), der diskuterede, hvordan vi kan accelerere energieffektiviseringen af Danmark. Der var enighed om, at vi grundlæggende skal gøre meget mere for at spare på energien. Søren Egge var klar i mælet, da han konkluderede, at Danmark ganske enkelt har ”glemt energieffektivitet.” I går stillede han et forslag til en national strategi for energiforbruget i Danmark, der desværre blev stemt ned af flertalsregeringen.

Dagens konference understregede, at der er konsensus blandt beslutningstagere og erhverv: Vejen ud af tidens kriser brolægges bl.a. med et effektivt energiforbrug. Og mulighederne er mange. Det er bare med at komme i gang.

Tak til alle, der deltog i konferencen!

1

Politikerdebat

2

Rasmus Abildgaard Kristensen, bestyrelsesmedlem i SYNERGI og VP i Danfoss

3

Katrine Bjerre, direktør i SYNERGI.

4

Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, åbner konferencen

Aktuelt

Vis alle

Hold dig opdateret!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med i artikler, rapporter, pressemeddelelser og anden kommunikation fra SYNERGI.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev