(Indlægget er bragt d. 16/06/2025 i Altinget)
Efter måneders forsinkelser og stigende kritik af den voksende import af flydende naturgas (LNG) fra Rusland har Europa-Kommissionen endelig fremlagt sin køreplan for at udfase russiske fossile brændsler fra EU’s energimiks inden 2027. Energikommissær Dan Jørgensen præsenterede den længe ventede plan i Strasbourg med målet om at omsætte EU’s politiske løfter til konkrete og bindende tiltag.
Planen skitserer en to-trins strategi: For det første skal nye gaskontrakter med russiske leverandører forbydes senest ved udgangen af 2025, og for det andet skal alle resterende russiske gasimporter udfases inden 2027. Dette er et skridt i den rette retning, men den forsinkede implementering af planen og den fortsatte import af russisk energi understreger, at vi har brug for hurtigere og mere beslutsomme handlinger.
Energipolitik er fortsat et centralt element i den igangværende konflikt i Ukraine. På trods af Vestens gradvise stigning i militær støtte til Ukraine og den amerikanske præsident Donald Trumps løfte om at afslutte krigen 24 timer, efter han var tiltrådt, kan konflikten sagtens vare i flere år, hvis Europa fortsat køber gas fra Rusland. Vores fortsatte afhængighed af russisk energi underminerer ikke kun vores støtte til Ukraine, men truer dermed også vores egen sikkerhed og værdier.
I 2014, da Rusland annekterede Krim, undlod Europa at indføre sanktioner mod russisk energieksport. På det tidspunkt forhandlede jeg EU’s Energisikkerhedsstrategi på vegne af Renew Europe i Europa-Parlamentet. Strategien fastslog, at EU burde reducere sin afhængighed af russisk energi. Men denne strategi blev aldrig gennemført på grund af stærk modstand, særligt fra Tyskland, som ikke ønskede at opgive den billige energi, der understøttede landets store industri.
Dan Jørgensen fortjener anerkendelse for som energikommissær at fokusere på at afslutte EU’s afhængighed af russisk energi. Der er ingen tvivl om, at dette er nødvendige skridt for at stoppe de energirelaterede indtægter, som Rusland bruger til at finansiere sin krigsøkonomi.
Men selvom EU-Kommissionens plan er et vigtigt skridt, er det langt fra tilstrækkeligt. Vi skal accelerere overgangen væk fra russisk energi og investere i et mangfoldigt, bæredygtigt og modstandsdygtigt energisystem.
Energiuafhængighed er afgørende for EU’s langsigtede konkurrenceevne. Vi skal både reducere vores energiforbrug så meget, som vi overhovedet kan, og så skal vi helt undgå at blive afhængige af én enkelt energikilde i fremtiden. Derfor er det nødvendigt at bygge et diversificeret energimix, der omfatter sol, vind, vandkraft, eksisterende kernekraft og overskudsvarme, så vi kan reducere afhængigheden af importerede energikilder og skabe et mere robust energisystem.
Der er meget, vi allerede kan gøre for at forberede os på faldende russisk gasimport. En analyse fra Danfoss viser, at en samlet investering på 100 mia. euro i eksisterende teknologier som energieffektivisering, elektrificering, vedvarende energi og optimering af energisystemet kan reducere EU’s gasforbrug med 27 mia. kubikmeter. Det svarer til ca. 80 pct. af EU’s samlede gasimport fra Rusland i 2024.
Udnyttelsen af overskudsvarme er en af de største, eksisterende og uudnyttede muligheder for at nedbringe gasimporten. Opvarmning og køling står for ca. 50 pct. af Europas endelige energiforbrug, hvoraf næsten halvdelen stadig stammer fra fossile brændstoffer, især naturgas. Byområder i Europa har adgang til omkring 2.860 TWh overskudsvarme årligt, hvilket næsten svarer til hele EU’s varme- og varmtvandsforbrug i bygninger.
Ifølge den nyeste data fra den europæiske tænketank Bruegel steg EU’s import af russisk LNG med 21 pct. i 2024 sammenlignet med året før, hvilket resulterede i en rekordimport på 21,5 mia. kubikmeter. Tallene understreger, hvor afhængige vi stadig er af russisk energi, og EU-Kommissionens forslag er derfor et vigtigt skridt i den rigtige retning.
Dan Jørgensen fortjener regeringens fulde opbakning, men samtidig skal vi hjælpe ham med at handle hurtigt. Investeringer i energieffektivisering og vedvarende energi skal fremskyndes, så vi ikke blot kan bryde båndene til Rusland, men også skabe et mere konkurrencedygtigt, sikkert og modstandsdygtigt energisystem for fremtiden.