Ledige stillinger 11. september 2020

Praktikant til politisk kommunikation og interessevaretagelse

Praktikant forår 2021

Ønsker du hands on-erfaring med politisk kommunikation og interessevaretagelse? Har du lyst til at arbejde med den grønne dagsorden i samarbejde med nogle af Danmarks største virksomheder? Og er du ikke bange for at løbe stærkt?Så er du måske SYNERGIs nye praktikant inden for politik og kommunikation.

 

SYNERGI søger en praktikant til forårssemestret 2021

Om SYNERGI

SYNERGI blev etableret i foråret 2018 af Danfoss, Grundfos, ROCKWOOL og VELUX og er en interesseorganisation, der arbejder for at reducere vores store energispild i bygninger og i industrien. Målet er at gøre Danmark uafhængigt af fossile brændsler på den billigst mulige måde, skabe bedre og sundere boliger for danskerne og fortsat sikre og udbygge den grønne danske vækst, eksport og beskæftigelse.

Du kan læse mere om SYNERGI på www.synergiorg.dk.

 

Om jobbet

Vi tilbyder et praktikophold med dygtige kolleger, hands on-erfaring med politisk kommunikation og interessevaretagelse og i det hele taget spændende opgaver, som du i høj grad selv kan være med til at definere. I samarbejde med SYNERGIs sekretariat vil du komme til at beskæftige dig med en bred vifte af opgaver, bl.a.:

- Deltage i SYNERGIs public affairs-arbejde med politiske aktører, embedsmænd og organisationer.

- Udarbejde taler, præsentationer, baggrundspapirer mv. til SYNERGIs direktør og bestyrelsesformand.

- Deltage i vores pressearbejde, fx udarbejde debatindlæg og pressemeddelelser, nyhedsmonitorering og assistance med den løbende evaluering og opdatering af vores kommunikationsstrategi.

- Research af det klima- og energipolitiske område, dansk og europæisk lovgivning samt udspil fra forskellige aktører.

- Eksekvere SYNERGIs SoMe-strategi i form af vores tilstedeværelse på Twitter og LinkedIn.

- Varetage SYNERGIs interne kommunikation med medlemmer og bestyrelse.

- Og meget andet!

Vi har travlt, og der er sjældent to dage, der er ens, men der er højt til loftet, og du bliver en del af et stærkt netværk, hvor vi i hverdagen arbejder meget tæt med nogle af Danmarks største grønne virksomheder.

Vores sekretariat ligger i Industriens Hus på Vesterbrogade tæt på Rådhuspladsen.

 

Om dig

Det vigtigste er, at du brænder for den grønne omstilling og gerne vil udvikle dine evner inden for politisk interessevaretagelse. Du er i gang med en videregående uddannelse inden for det samfundsvidenskabelige – f.eks. statskundskab, politisk kommunikation, journalistik eller lignende.

Vi forventer, at du:

- Har et kendskab til det politiske landskab, både i Danmark og i EU.

- Er god til at skrive og kan formidle komplekse problemstillinger på en letforståelig måde – på både dansk og engelsk.

- Har næse for de gode historier.

- Er selvkørende og klar på at tage fat, hvor der er behov.

- Arbejder struktureret, velorganiseret og effektivt.

- Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har erfaring med politik, kommunikation eller medier, fx fra et politisk ungdomsparti, Christiansborg eller en interesseorganisation.

- Er på sidste år af din bachelor eller i gang med en kandidatuddannelse.

 

Vi tilbyder

Vi lægger stor vægt på at indrette et praktikforløb, der matcher dine forventninger, kompetencer og faglige interesser. Praktikken vil foregå som et læringsforløb, hvor du gennem et tæt samarbejde og månedlige samtaler med SYNERGIs direktør vil fastsætte mål for udviklingen af dine kompetencer. Der vil være mulighed for at deltage i besøg hos SYNERGIs medlemsvirksomheder, relevante konferencer, mv.

Stillingen er fuldtid, men vi er fleksible med at tilrettelægge praktikken, hvis du fx sideløbende skal følge et fag eller skrive en opgave i forbindelse med din uddannelse. Praktikken løber som udgangspunkt fra 1. februar og seks måneder frem. Stillingen er ikke lønnet, men du vil blive betalt en månedlig erkendtlighed på 3.000 kr. med adgang til kantineordning i hele perioden.

 

Send din ansøgning

Lyder ovenstående som noget for dig? Så send en kort ansøgning og CV til info@synergiorg.dk

Eventuelle spørgsmål kan rettes til Andreas Müller på tlf. +45 3066 7784 eller am@synergiorg.dk.

Vi behandler ansøgningerne løbende, og vi lukker processen, når vi har fundet den rigtige kandidat. Så send derfor gerne din ansøgning allerede i dag.

Deadline er mandag den 12. oktober 2020.

Aktuelt

Vis alle

Hold dig opdateret!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med i artikler, rapporter, pressemeddelelser og anden kommunikation fra SYNERGI.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev