SYNERGI roser ambition om lavere energiregninger gennem renovering i ny EU-boligpakke
Med sin nye boligpakke lægger EU-Kommissionen op til at fremme energirenoveringer af eksisterende bygninger for at sænke husstandes energiregninger og boligudgifter. SYNERGI glæder sig over retningen - men havde gerne set klarere midler til at nå målet om lavere energiregninger. Danskerne bruger den næststørste andel af indkomsten på boligen i EU, og derfor er det i høj grad et initiativ, der også bør optage Danmark, mener SYNERGIs bestyrelsesleder, Morten Helveg Petersen.
EU-Kommissionen har netop præsenteret en ny boligpakke, som skal sikre billigere, grønnere og bedre boliger til europæerne. Kommissionen ønsker bl.a. at ”reducere energiregningerne for husholdninger ved at fremskynde renoveringer”. Det skal ske gennem bedre rammer for energirenoveringer, fordi ”hver euro, der investeres i energieffektivitet i boliger, omsættes til tolv euro i energibesparelser over investeringens levetid,” skriver EU-Kommissionen.
SYNERGI roser Kommissionens fokus på at sænke europæernes energiregninger gennem et lavere forbrug og for at lytte til flere af de gode anbefalinger, som blev fremlagt tidligere i år af Housing Advisory Board – herunder at gøre energirenovering lettere for borgerne.
“Det er opløftende, at Dan Jørgensen og EU-Kommissionen nu så tydeligt kobler lavere energiforbrug med lavere boligudgifter i særligt den eksisterende bygningsmasse. Når vi reducerer energispild, reducerer vi også ulighed. Det er især vigtigt for de europæiske familier, der i dag kæmper med høje regninger. Vi glæder os over, at EU har lyttet til mange af gode forslag fra ekspertgruppen tidligere i år. Men jeg havde gerne set, at Kommissionen havde været mere konkrete i deres forslag til, hvordan vi bliver bedre til at bane vejen for lavere energiregninger gennem flere renoveringer,” siger Morten Helveg Petersen, bestyrelsesleder i SYNERGI.
EU-Kommissionen opfordrer også medlemslandene til at prioritere renovering frem for nedrivning og til at færdiggøre ambitiøse nationale renoveringsplaner i 2026.
Det er forslag, som SYNERGI håber bliver overført til dansk boligpolitik, hvor der i høj grad er behov for at sænke boligudgifterne, herunder energiregningerne. Ifølge Eurostat bruger danske husstande i gennemsnit 26,3 pct. af deres disponible indkomst på boligen - næstmest i EU og syv procentpoint over gennemsnittet. Samtidig kan varmeregningen være 10 gange højere i en ineffektiv bolig versus en effektiv.
“Det er blandt de dårligste og mindst effektive boliger, at potentialet er størst – både for klimaet og for økonomien. Vi bør derfor løfte i bunden og sikre, at vi ikke efterlader tusindvis af borgere i ineffektive og dyre boliger. Det er særligt i landdistrikterne, at høje energiregninger tærer på budgettet, og også her, at det ofte er sværest at finde finansiering til økonomisk fornuftige renoveringer. Vi håber, at det hensyn kommer med i det videre arbejde,” siger Morten Helveg Petersen.
For ambitionen om mere energieffektive bygninger med lavere energiregninger har SYNERGI særligt øje på EU-Kommissionens Citizens Energy Package og den danske implementeringsplan for Bygningsdirektivet. Begge ventes præsenteret tidligt i 2026.
Kort om EU’s boligudspil:
EU-Kommissionens boligplan har bl.a. til formål at fremme:
Fakta: Boligudgifter og energiforbrug i Danmark og i EU