Pressemeddelelser 17. august 2020

SYNERGI bakker op om delmål for CO2-reduktion i 2025

PM: SYNERGI bakker op om delmål for CO2-reduktion i 2025

Folketinget bør sætte et delmål for, hvor meget CO2-udledningen skal være reduceret i 2025 for at sikre, at vi er på rette vej mod 2030-målet. Det er et ”mærkeligt og uheldigt signal”, regeringen sender, når den ikke vil forholde sig til et konkret tal, mener SYNERGI-formand Bendt Bendtsen.

Radikale foreslår i dag, at der sættes et 2025-delmål på 54 procent for reduktionen af udledning af CO2.

SYNERGI er enige i ambitionen om et delmål. Det er afgørende for at sikre, at vi er på rette vej, mener Bendt Bendtsen.

”Vejen mod 2030 bliver et langt, sejt træk. Der findes ingen hurtige løsninger, der kan bringe os i mål med et fingerknips. Derfor er det vigtigt, at vi sætter os delmål og sikrer, at vi hele tiden er på rette vej. Sakker vi først bagud, bliver det mere end vanskeligt at sætte tempoet i den grønne omstilling op og indhente det tabte. Derfor er det helt rigtigt at sætte et delmål, som vi kan holde hinanden og ikke mindst politikerne op på,” siger Bendt Bendtsen.

Klimarådet foreslog tidligere i år, at reduktionsmålet skal ligge mellem 50 og 54 procent i 2025. Flere partier har tidligere givet udtryk for en ambition om et delmål i varierende størrelser, mens regeringen tilsyneladende ikke ønsker at sætte et konkret tal på et delmål.

”Jeg synes ærlig talt, det er et mærkeligt og uheldigt signal, regeringen sender, når den ikke har modet til at sætte tal på et delmål. Klimakrisen er for vigtig til at famle sig frem og bare håbe, at regnestykket går op i 2030. Med minimum et – men meget gerne flere – konkrete delmål sikrer vi, at vi holder os på sporet og kan justere, hvis de forskellige tiltag ikke opnår den ventede effekt,” mener Bendt Bendtsen.

Bendt Bendtsen er til rådighed for yderligere kommentarer på 20 74 75 47 eller via am@synergiorg.dk.

Aktuelt

Vis alle

Hold dig opdateret!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med i artikler, rapporter, pressemeddelelser og anden kommunikation fra SYNERGI.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev