Bendt Bendtsen er ærgerlig over finanslov uden initiativer på energieffektivitet og bedre indeklima
Den netop offentliggjorte finanslov for 2022 sænker hverken energiforbruget eller forbedrer indeklimaet. Tværtimod udskyder aftalepartierne planlagte renoveringer af den almene boligsektor og fjerner håndværkerfradraget i boligjob-ordningen. Det er ikke en god finanslov for os, der gerne ser et lavere energiforbrug bidrage til den grønne omstilling, siger SYNERGIs bestyrelsesformand, Bendt Bendtsen.
”Et lavere energiforbrug er et af de allervigtigste virkemidler i den grønne omstilling. Derfor kan jeg kun være ærgerlig over dagens finanslov, der intet gør for at mindske det energiforbrug, der i år er steget markant siden sidste år. Tværtimod fjerner aftalepartierne håndværkerfradraget og sætter grønne renoveringer på standby. Det er jeg ikke tilhænger af,” siger Bendt Bendtsen.
Han har stor forståelse for nødvendigheden af en stram finanslov, og at Christiansborg er nødt til at gardere bygge- og anlægssektoren mod overophedning. Der mangler dog en grøn balance ift. de helt nødvendige grønne renoveringer, der skal sænke CO2-udledningen og energiforbruget i bygninger. Og så havde SYNERGI-formanden gerne set en indsats for at forbedre indeklimaet i usunde bygninger.
”Finansministeren taler om at lette foden fra speederen i bygge- og anlægssektoren. Men med dagens aftale sætter man nærmest bilen i bakgear, når man forringer vilkårene for grønne energirenoveringer af private boliger og sætter renoveringer i den almene sektor på pause. Jeg har set, at finansloven omtales som ”børnenes finanslov” – og der er da også mange gode initiativer i børnehøjde – men der gøres fortsat ikke noget for det dårlige indeklima i bl.a. folkeskolen. Dårligt indeklima er ellers skyld i 30.000 sygedage blandt skolebørn om året og et langt lavere udbytte af undervisningen,” siger Bendt Bendtsen. Han henviser til en ny undersøgelse foretaget for SYNERGI, der viser, at der over en 30-årig periode kan hentes 13,5 mia. kr. i folkeskolen som følge af bedre indeklima.
Finansloven betyder også en massiv udbygning af den grønne energiforsyning. Det er fornuftigt. Men værdien af de nye grønne gigawatt udhules af et energiforbrug, der er langt højere end nødvendigt, mener Bendt Bendtsen.
”Efterspørgslen efter energi til elbiler, datacentre, PtX osv. vil stige markant de kommende år – alene energiforbruget i datacentre ventes femdoblet fra 2020 til 2030. Derfor skal vi have mindsket energiforbruget, så den grønne energiforsyning kan overtage så meget som muligt af den energiproduktion, der fortsat for langt den største dels vedkommende stammer fra fossile brændsler som råolie og gas. Dagens finanslovsaftale er med til yderligere at understrege behovet for en rød tråd i Danmarks arbejde for at mindske energispildet. Vi har brug for en egentlig strategi for energieffektivitet,” siger Bendt Bendtsen.
Bendt Bendtsen er tilgængelig for yderligere kommentarer til medierne via am@synergiorg.dk eller 20 74 75 67.