Pressemeddelelser 03. september 2021

SYNERGI-debat på Klimafolkemødet: Bør offentlige bygninger bidrage til den grønne omstilling? 

PM: Bør offentlige bygninger bidrage til den grønne omstilling?

I går begyndte Klimafolkemødet - og i dag er SYNERGI vært ved en debat om klimapotentialerne i de offentlige bygninger. For skal CO2-besparelser i kommuner og regioners bygninger fortsat hvile på en frivillig indsats? Eller skal der stilles krav om grønne renoveringer af den energislugende bygningsmasse? Det er omdrejningspunktet for SYNERGIs debat. 

Årets Klimafolkemøde i Middelfart er skudt i gang. Det er topaktuelt: For der skal fart på for at nå Danmarks ambition om 70 pct. reduktion af drivhusgasser i 2030. Selv hvis Danmark opjusterer produktionen af grøn energi markant, er det stadig nærved umuligt at nå i mål – medmindre Danmark begynder at bruge energien mere effektivt. Ifølge SYNERGIs formand Bendt Bendtsen er det bydende nødvendigt at sætte energieffektivitet højere på klimadagsordenen. Et oplagt sted at mindske energispildet er i de offentlige bygninger. 

“Et af de helt store huller i den danske klimapolitik er det totale fravær af krav om at mindske energispildet i alle offentlige bygninger. Bygningerne er generelt i elendig stand og udleder derfor alt for meget CO2. Løsningen er klokkeklar: Renoveringer. Det foreslår EU-Kommissionen heldigvis i sin nye klimapakke. De Konservative har tidligere uden held foreslået det samme i Folketinget. Jeg ser frem til bl.a. at debattere med Venstre og Radikale, hvordan det kan være, at forslaget fik en så lunken modtagelse,” siger Bendt Bendtsen. 

Ved SYNERGIs debat på Klimafolkemødet får han selskab af MF Rasmus Helveg Petersen (R), MF Carsten Kissmeyer (V) og byrådsmedlem Anders Thingholm (K). Connie Hedegaard moderer debatten, der foruden forslagene fra EU-Kommissionen og de Konservative også kommer ind på fordele, ulemper og barrierer forbundet med at stille krav til offentlige bygninger. 

I dag har 70 pct. af de kommunale bygninger et dårligt (D-G) energimærke. Hvis energimærkerne i landets kommunale bygninger bliver forbedret med blot to niveauer, spares klimaet ikke bare for en halv mio. ton CO2 frem mod 2030. Det kan også forbedre indeklimaet, der i øjeblikket koster befolkningen 465.000 sygedage om året, nedsat produktivitet samt en forringet indlæringsevne, der svarer til, at børn misser et helt skoleår i løbet af sin tid i folkeskolen. Samtidig vil f.eks. en årlig energirenovering af bare tre procent af de kommunale og regionale bygninger medføre en årlig besparelse på en mia. kr. ifølge Energistyrelsen. Penge, som frigives til f.eks. mere velfærd eller grøn omstilling på de kommunale og regionale budgetter. 

“På længere sigt har jeg svært ved at se en situation, hvor fx den kommunale bygningsmasse forbliver på så dårligt et niveau som i dag. Både fordi 80 procent af den danske bygningsmasse fortsat forventes at stå i 2050, men også fordi der er så mange potentialer i at renovere kommunernes bygninger. Vi kan med andre ord lige så godt komme i gang med en ambitiøs renoveringsstrategi – jo før, jo større gevinster. Det glæder jeg mig til at diskutere med både lands- og lokalpolitikere på Klimafolkemødet,” siger Bendt Bendtsen.  

SYNERGIs debat på Klimafolkemødet finder sted fredag den 3. september kl. 13 – 13:45 på Ressource 1-scenen.

Læs mere om Klimafolkemødet her: https://klimafolkemoedet.dk

Fakta om energieffektivitet i de offentlige bygninger 

- Danskerne tilbringer 90 pct. af dagen indenfor. 

- 7 ud af 10 kommunale bygninger har et dårligt energimærke (D-G). 

- 80 pct. af alle bygninger i Danmark ventes fortsat at stå i 2050. 

- Danmark kan spare 40 milliarder kroner i såkaldte ‘multiple benefits’ frem mod 2050, hvis vi renoverer vores bygninger. 

- Hvis vi energirenoverer vores bygninger, kan vi reducere udledningen med 2 mio. ton CO2 i 2030. Det svarer til 16 pct. af målsætningen om 70 pct. reduktion. 

Aktuelt

Vis alle

Hold dig opdateret!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med i artikler, rapporter, pressemeddelelser og anden kommunikation fra SYNERGI.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev