Dårligt indeklima i folkeskolerne er skyld i ringere indlæring og flere sygedage blandt både børn og voksne. I Sorø Kommune tager man hånd om problemet og har sat gang i en omfattende renovering på Holbergskolen.
Den 30. september åbner Holbergskolen dørene for de igangværende renoveringer, der bliver Danmarks første skolerenovering til at bære svanemærket. Socialdemokratiets børne- og undervisningsordfører, Astrid Krag, glæder sig til besøget og til at få et indblik i, hvad renoveringen vil få af betydning for skolens indeklima og elever.
Dårligt indeklima går ud over indlæringen
”En god skole, hvor man lærer noget, er også en skole, hvor der er rart at være med et godt indeklima. Derfor glæder jeg mig til at besøge Holbergskolen i Sorø og høre om de nye renoveringer,” siger Astrid Krag.
Til besøget giver viceskoleleder Peter Hjort en rundvisning og fortæller om de svanemærkede renoveringer, der i øjeblikket er i gang i skolens bygning G. Renoveringen skal blandt andet gøre op med et dårligt indeklima – et problem, som mange danske folkeskoler kæmper med.
Talrige undersøgelse har afdækket, hvordan børns indlæring påvirkes negativt, hvis deres klasselokale har dårlig luft, dårlig belysning, dårlig lyd, er for varmt eller for koldt. En undersøgelse fra DTU viser, at dårligt indeklima kan skade indlæringen i en sådan grad, at det svarer til at gå glip af et helt års skolegang. Dertil kommer, at danske børn hvert år misser 30.000 skoledage grundet dårligt indeklima.
Det er voldsomme tal, som vi skal tage meget alvorligt, mener Katrine Bjerre, der er direktør i den grønne interesseorganisation SYNERGI.
”Dårligt indeklima er et af de mest oversete velfærdsproblemer i Danmark. Vi har negligeret og underprioriteret området i mange år, selvom vi har kendt til konsekvenserne. Det er svært at forstå, når det handler om netop folkeskolerne, hvor vores børn bruger mange timer om dagen,” mener hun. Katrine Bjerre deltager også i besøget på Holbergskolen.
Renovering er vejen frem
Heldigvis findes der en løsning på dårligt indeklima – nemlig renoveringer. Og det kan være gavnligt på mange måder, siger Katrine Bjerre:
”Energirenoveringer er ofte en god investering, der er tjent hjem inden for en overskuelig årrække, fordi der kan være meget at spare på energiregningen. Det er også godt for klimaet, når vi bruger mindre energi på at løse den samme opgave. Men den største gevinst tilfalder selvfølgelig eleverne på skolen og deres lærere, når de oplever et markant bedre indeklima”.
Kommunalbestyrelsen i Sorø besluttede tilbage i foråret 2023 at foretage den svanemærkede totalrenovering af Holbergskolens bygning G. Den 1.560 m2 store bygning skal efter planen huse 3.-5. klasse elever, der vil nyde godt af de nye forbedrede forhold. Til besøget deltager også repræsentanter fra skolens elevråd, der kan fortælle mere om, hvordan de oplevede forholdene før renoveringen, og hvilken betydning de håber, det forbedrede indeklima vil få for dem. Miljømærkning Danmark, der står for svanemærkecertificeringen, deltager i skolebesøget.
Pressen er også velkommen til at deltage på rundturen på skolen fra kl. 10. Der vil også være mulighed for interviews med Astrid Krag eller de øvrige deltagere. Journalister kan tilmelde sig besøget ved at sende en mail til sl@synergiorg.dk eller ringe på 24610197.
Praktisk information
Hvor: Holbergskolen, Sømosevej 50, 4293 Dianalund
Hvornår: mandag den 30. september kl. 10-11.30
Deltagere: