Mads Husted Nielsen fra Kamstrup er nyt medlem af SYNERGIs bestyrelse, og departementschef Lars Frelle-Petersen gav sit syn på den grønne omstilling i en usikker tid. Ved årets generalforsamling blev der også set tilbage på et politisk begivenhedsrigt år og frem mod nye mål for 2025-26.
Der var både nye ansigter og stærke faglige input, da SYNERGI samlede medlemmerne til årets generalforsamling. Morten Helveg Petersen indledte sin første generalforsamling som bestyrelsesleder i SYNERGI med at gøre status over et år, hvor grøn lovgivning fra EU har fyldt meget, og hvor der også har været betydelige energieffektive sejre at fejre. Det gælder bl.a. farvellet til prisloftet på overskudsvarme, et genopstået grønt håndværkerfradrag og SYNERGIs aftryk på Bygningsdirektivet.
Der blev også set frem og peget på behovet for at sikre, at SYNERGI fortsat er stærkt til stede i både Danmark og Bruxelles.
”SYNERGI er – og bør være – den organisation i byen, som har den faglige ekspertise. Som er hurtige på tæerne og derfor kan eksekvere effektivt, og som ved, hvad der sker og hvornår. Men det betyder ikke, at vi kan læne os tilbage. For de kommende år bliver afgørende. For Danmark. For Europa. Og for den grønne omstilling,” sagde bestyrelsesleder Morten Helveg Petersen bl.a. i sin beretning, hvor han også slog fast, at SYNERGI står et godt sted i dag.
En af de vigtigste nyheder fra dagen var, at Mads Husted Nielsen, presse- og kommunikationschef i Kamstrup, er valgt ind i bestyrelsen. Et stort velkommen til at Mads Husted Nielsen, som vi ser frem til at et endnu tættere samarbejde med fremover.
På generalforsamlingen var der også oplæg fra Lars Frelle-Petersen, departementschef i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, der satte fokus på udfordringerne for den grønne omstilling i en usikker tid. Vi fik også en rundvisning i Alfa Lavals imponerende Innovation House og en introduktion til virksomheden af direktør Lars Dithmer.
Dagen blev afsluttet med dialog og netværk på tværs af medlemskredsen.
SYNERGI takker alle deltagere for fremmødet og en god generalforsamling.