Nyheder 08. december 2020

Styrket erhvervspulje, ny energisparepulje, men fortsat uklarhed om CO2-afgift i grøn skattereform

Nyhed: Grøn skattereform

En bred politisk aftale om en grøn skattereform fordeler knap 800 mio. kr. i to puljer til energieffektivitet, men efterlader virksomhederne uafklarede om en ny CO2-afgift. Det første er glimrende, det andet er ikke godt nok, mener SYNERGI-formand Bendt Bendtsen.

Regeringen, V, RV, SF og K har indgået en grøn skattereform, der i første fase ventes at sænke Danmarks CO2-udledning med 0,5 mio. ton. Det sker bl.a. gennem:

- 315 mio. kr. i udvidelse af erhvervspuljen

- 360 mio. kr. til en ny tilskudspulje til bl.a. ”målrettede energieffektiviseringer”. Midlerne fordeles i årene 2021-2025.

”Vi er godt tilfredse med, at der nu kommer flere penge i erhvervspuljen, og at der oprettes en ny pulje til bl.a. målrettede energieffektiviseringer – også selv om en stor del af det samlede beløb desværre ædes op af afgiftstab. Det er investeringer, der skubber på arbejdet for at mindske energispildet i virksomhederne, og det er præcis, hvad der er brug for lige nu,” siger Bendt Bendtsen, bestyrelsesformand i SYNERGI, og fortsætter:

”Det er også fornuftigt at forlænge forøgelsen af FoU-fradraget. Forskning er en hjørnesten i den globale grønne førerposition, som danske virksomheder indtager, og derfor er det godt, at der nu er støbt et solidt forskningsfundament for de kommende år også.”

Til gengæld bidrager aftalen ikke i første omgang med klarhed om hverken pris på eller implementering af en kommende CO2-afgift. Det er ikke godt nok, mener Bendt Bendtsen:

”Vi undrer os over, at man fortsat vælger at holde virksomhederne hen og skaber usikkerhed om CO2-afgiften. Ligegyldigt hvilken retning vinden blæser, har virksomhederne brug for faste rammer at langtidsplanlægge i. Det bidrager dagens aftale ikke til.”

Læs hele aftalen om en grøn skattereform her.

Aktuelt

Vis alle

Hold dig opdateret!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med i artikler, rapporter, pressemeddelelser og anden kommunikation fra SYNERGI.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev