Af Claus Ekman, direktør i SYNERGI

(Indlægget er bragt i BuildingTech den 24.04.2026)

Danmark står over for en stor opgave med at implementere EU’s bygningsdirektiv, der skal mindske energispildet i vores bygninger. Implementeres direktivet ambitiøst, vil det bidrage til en større energiuafhængighed og en styrket konkurrenceevne. Men en debat om, hvorvidt vi skal bruge energimærket som styringsværktøj, er brudt ud. For mig er der dog ingen tvivl. Vi skal holde fast i energimærket, for det er helt nødvendigt med en retfærdig og gennemskuelig model, der baserer sig på bygningernes energispild.

I debatten om energimærket er der særligt én misforståelse, jeg har hørt gentaget mange gange. Energispild og energiforbrug blandes sammen. Der sættes spørgsmålstegn ved, om vi skal forbedre de dårligste bygninger med udgangspunkt i energimærket, eller om vi i stedet skal se på det faktiske energiforbrug.

Det er en vigtig skildring, for energiforbruget er et resultat af langt mere end bygningens energistand. Det handler i høj grad om, hvordan bygningen bruges, og det er ikke det, direktivet stiller krav til.

Fokus på energispild

Bygningsdirektivet sigter mod at reducere energispild og hæve bygningers energimæssige ydeevne gennem fastsatte minimumsstandarder. I SYNERGI mener vi fortsat, at energimærkningen er det bedste fundament for at sikre en retfærdig og gennemskuelig tilgang til renoveringskravene.

Det skyldes ikke, at ordningen er uden mangler, men at den tilbyder en ensartet og standardiseret metode, som gør det muligt at sammenligne på tværs af et stort antal bygninger. Samtidig bidrager energimærket med konkrete og handlingsorienterede anbefalinger til, hvordan energieffektiviteten kan forbedres i den enkelte bygning.

Det faktiske energiforbrug er også vigtigt. Men det er noget helt andet. Det er i langt højere grad et øjebliksbillede, der afhænger af, hvordan bygningen bruges. En bygning, der bruges døgnet rundt, vil have et højere forbrug end en tilsvarende bygning, der kun bruges i dagtimerne. Det siger sig selv. Derfor kan det faktiske energiforbrug ikke fortælle os noget om, hvor stort energispildet fra bygningens klimaskærm er.

Det kan sammenlignes med en bil. Alle biler har fra fabrikken tal på, hvor langt de kører på literen. Men en hurtig tur på motorvejen eller forkert brug af gearet kan få benzinen til at slippe op hurtigere. Det ændrer dog ikke på, at fabrikkens estimat er et godt udgangspunkt, der gør det muligt at sammenligne bilen med andre modeller.

Det er netop her, debatten om energimærket går skævt. For bygninger med et godt energimærke kan bruges forkert, ligesom en bygning med et dårligt energimærke kan have et aktuelt lavt forbrug, selvom der er betydelige besparelser at hente med en energirenovering.

Ikke ufejlbarlig

Energimærket er ikke perfekt. Ligesom med de fleste andre standardiseringer er der altid noget, der kan justeres eller forbedres. Men det er den bedste model, vi har. Selvom energimærket i de seneste uger har været under beskydning, er jeg ikke stødt på en anden model, der kan sikre en retfærdig implementering af EU-kravene.

Det betyder ikke, at vi skal ignorere det samlede energiforbrug. For i mange tilfælde er der store energibesparelser at hente ved at identificere dårlig drift, uhensigtsmæssig styring eller installationer, der ikke performer som forventet. Men en god drift skal være et tillæg til en bygning med en høj energistandard. Det kan ikke erstatte den.

Opgaven for direktivet er at identificere de bygninger, der er mest relevante at renovere for at reducere energispildet. Den opgave løses bedst med energimærket som rettesnor. Der er ingen grund til at opfinde et helt nyt system, der vil forsinke implementeringen.

Rentable investeringer

Bygningsdirektivet er efter min mening noget af den vigtigste lovgivning, EU har gennemført i de seneste år. EU's bygningsmasse står for 40 pct. af det samlede energiforbrug og en tredjedel af vores CO2-udledninger. Det er derfor afgørende, at vi bekæmper energispild netop her – i EU’s største energisluger.

Direktivet vil føre til massive besparelser, der ikke blot vil komme den enkelte bygningsejer til gode, men også vil betyde, at vi som samfund sænker vores forbrug. Det er afgørende i en tid, hvor det står klart, hvor sårbare det gør os, at vi får størstedelen af vores energi uden for EU’s grænser.

Men i dele af debatten er der tegnet et billede af, at mange bygninger, hvor det ikke er rentabelt at renovere, vil blive tvunget til det, hvis vi læner os op ad energimærket. Det er der ingen, der har interesse i. Derfor er der også en række muligheder for dispensation indbygget i direktivet, så bygninger, hvor det f.eks. ikke økonomisk eller teknisk giver mening at renovere, undtages. Det er vigtigt at få med, når vi debatterer implementeringen af direktivet.

Vi har alle en interesse i at sikre en god og ambitiøs implementering af EU’s krav. To energikriser på blot fire år har gjort én ting tydelig: Vi har ikke råd til energispild – et klogt og effektivt energiforbrug er det bedste værn mod den næste krise.