Af Morten Helveg Petersen, bestyrelsesleder i SYNERGI

(Indlægget er bragt i Klimamonitor den 27/08-2025)

Bygninger er afgørende for, at vi sejrer i klimakampen. De står nemlig for hele 40 pct. af vores energiforbrug. Uden at gøre noget ved dem, når vi ikke vores klimamål. Alligevel er der alt for lidt opbakning til at sætte ind netop der.

Hvorfor?

Fordi nogen mener, at EU ikke skal blande sig og andre simpelthen ikke er klar over, hvor vigtig bygningsmassen er.

Der er løbende en diskussion om, hvad EU skal blande sig i. Det er der herhjemme, og det er der i de øvrige 26 medlemslande. Det er både en vigtig og rimelig diskussion, som jeg gerne kaster mig ud i. Men særligt ét emne skurrer, når jeg hører EU-skeptikere sætte spørgsmålstegn ved det, og det er, om EU skal have indflydelse på vores bygninger. Som da vi i Europa-Parlamentet forhandlede Bygningsdirektivet, og det lød fra flere kanter, at EU skulle holde sig ude af vores hjem. Det er helt forfejlet, for EU både skal og bør blande sig.

Vi kan ikke ignorere vores bygninger, når vi taler grøn omstilling. For de står for hele 35 pct. af vores drivhusgasudledninger, og mere end halvdelen af EU’s gas forbruges i bygninger hovedsageligt til opvarmning og nedkøling.

Derfor er der også enorme energibesparelser og CO₂-reduktioner at hente netop der. En bygning med energimærke G bruger omkring 10 gange så meget energi som en tilsvarende med det højeste energimærke. Der er altså god grund til, at EU nu sætter krav om, at vi energirenoverer en del af vores bygningsmasse.

Det var derfor himmelråbende, da kritikken i kølvandet på direktivet lød, at EU skulle holde fingrene fra vores bygninger. For der er simpelthen ingen grøn omstilling uden.

Kompromiets kunst

Kritikken gik hovedsageligt på, at direktivet vil ramme husejere i landdistrikterne og koste dem dyrt. Særligt højrefløjen i Tyskland og Italien førte an. Men her mener jeg, at der er tale om en misforståelse, for energirenoveringer er en investering i lavere energiregninger, der betaler sig hjem over tid. Samtidig vil et forbedret energimærke ofte medføre en højere friværdi.

Det er derfor at gøre landdistrikterne en bjørnetjeneste, hvis vi lader dem sejle sin egen sø med alt for energitunge boliger og i mange tilfælde også gasopvarmning, der fra 2027 pålægges nye afgifter. Det forventes derfor at blive markant dyrere, og på længere sigt vil boligejerne have langt større glæde af fjernvarme eller en grøn varmepumpe.

Formår vi at implementere direktivet med den nødvendige støtte til dem, der ikke selv har midlerne, kan Bygningsdirektivet altså være med til at udligne forskellen mellem land og by.

Jeg var selv forhandler på direktivet og oplevede, hvor svært det var at gennemføre en ambitiøs plan, der ville levere reelle resultater. Det var frustrerende at forhandle med kolleger, der var villige til at lukke øjnene for de enorme energibesparelser eller hårdnakket holdt fast i, at det ikke er EU’s opgave at lovgive om vores bygninger.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg selv ønskede et mere ambitiøst direktiv end det, vi efter knap to års forhandlinger kunne skrive under på. EU-lovgivning er ikke noget, man lige vipper på plads. Det er kompromisets kunst.

Men når det er sagt, så er resultatet af Bygningsdirektivet et klokkeklart eksempel på, at EU kan mere, end vi tror. At det kan lykkes at vedtage grønne direktiver, der faktisk rykker.

Må aldrig reduceres til et moralsk projekt

Det betyder noget for klimaet, at vi nu kan se frem til grønnere, mere energieffektive bygninger. Men det har betydning for langt mere.

Og heri ligger en anden af den grønne omstillings største misforståelser: Vi bliver nødt til at tale om klima på en ny måde – også når det kommer til omstillingen af vores bygninger. Det handler nemlig ikke kun om CO₂ og 2050-mål. Det handler i lige så høj grad om lavere varmeregninger, sundere boliger og større forsyningssikkerhed.

Den grønne omstilling må aldrig alene reduceres til et moralsk projekt. Den er også en investering i vores konkurrenceevne, forsvar og uafhængighed – især i en tid med stigende energipriser og international uro.

For når vi sparer på energien og dermed skruer ned for efterspørgslen, sænker vi prisen – til glæde for både virksomheder og vores energiregninger. Det vil også rykke os tættere mod et energiuafhængigt EU. I dag får vi stadig mere end halvdelen af vores energi udefra, og Rusland er fortsat vores næststørste leverandør af gas.

Det er vigtigt, at vi fremhæver disse perspektiver, når vi taler om grøn omstilling. Sådan, tror jeg, får vi flere med på den vigtige klimavogn, og også sådan skal vi forhandle grønne aftaler på plads i fremtiden.

Bygningsdirektivet er netop et godt eksempel på grøn politik, der forbinder det langsigtede med det lavpraktiske. Men nu er det op til medlemslandene – herunder Danmark – at føre direktivet ud i livet, og ikke mindst at gøre det ambitiøst. Det kræver, at vi hjælper dem, der ikke har midlerne selv, i mål, og så kræver det klare målsætninger og politisk vilje til at prioritere et område, som alt for mange glemmer: mere energieffektive bygninger.