Debatindlæg 22. marts 2026

Energipolitik fylder ikke meget i valgkampen – men det bør den gøre i den kommende valgperiode

Kronik: Energipolitik fylder ikke meget i valgkampen – men det bør den gøre i den kommende valgperiode

(Bragt i Børsen, d. 22/3-26)

Af Lars Petersson, adm. direktør i VELUX, Jes Munk Hansen, adm. direktør ROCKWOOL, Erik Boyter, adm. direktør Window Master, Sofie Irgens, adm. direktør i Schneider Electric Danmark, Søren Kvorning, adm. direktør i Kamstrup, Patricio Lezica, adm. direktør for Alfa Laval Nordic og regional præsident for Nordeuropa, og Morten Helveg Petersen, bestyrelsesleder i SYNERGI

Danmark står ved en energipolitisk skillevej. De seneste år har vist os, hvor sårbart vores energisystem er i en verden præget af geopolitisk uro, energikriser og stigende priser. Alligevel importerede Danmark i 2024 næsten 40 pct. af den energi, vi bruger. I EU er tallet næsten 60 pct. Det er en situation, der både gør os afhængige af andre lande og efterlader virksomheder og borgere udsatte for store udsving i energipriserne. Når energipriserne stiger, mærkes det direkte i hverdagen – på varmeregningen, i virksomhedernes produktionsomkostninger og i familiers økonomiske råderum.

Men midt i en valgkamp, hvor mange store samfundsspørgsmål diskuteres, har klima- og energipolitikken indtil videre fyldt bemærkelsesværdigt lidt. Det er problematisk. For netop energipolitikken bliver afgørende for både dansk økonomi, dansk sikkerhed og danskernes privatøkonomi i de kommende år.

Én ambition bør være central i den kommende valgperiode

Klimarådet advarer om, at Danmark risikerer at sætte klimamål uden en klar plan. Rådet efterlyser en konkret vej til 2035, der samtidig lægger sporene frem mod klimamålet i 2045, og peger på, at manglende langsigtede politiske signaler kan føre til fejlinvesteringer og en langsommere omstilling. Derfor er det afgørende, at den kommende regering giver både borgere og virksomheder en tydelig, langsigtet strategi for, hvor Danmark skal hen på klima- og energiområdet.

Særligt én ambition bør stå helt centralt i den kommende valgperiode: Danmark skal arbejde for og bidrage til, at EU hurtigst muligt bliver langt mere energiuafhængigt. Ikke kun af hensyn til klimaet - men også til gavn for vores økonomi, vores konkurrenceevne og vores sikkerhed.

Vejen derhen handler bl.a. om at producere mere grøn energi, men ikke kun - som man ellers kan få indtrykket af, når man følger energi- og klimadebatten. Vejen til uafhængighed handler i lige så høj grad om at bruge energien klogere.

Energieffektivitet er en af de hurtigste og mest omkostningseffektive måder at styrke både energiuafhængigheden og den grønne omstilling på. Det er samtidig et område, hvor Danmark allerede har en stærk position. Siden 2010 er dansk økonomi vokset med omkring 60 pct., mens energiforbruget samtidig er faldet med næsten 20 pct. En analyse fra Nationalbanken har tidligere vist, at høj energieffektivitet har givet danske virksomheder en lønkonkurrencefordel svarende til 9 pct. eller 27 kr. pr. time. Det viser, at vækst og energiforbrug ikke længere behøver følges ad – og at energieffektivitet kan være en stærk konkurrencefordel.

Men potentialet er langt fra udnyttet.

I dag mærker både virksomheder og borgere konsekvenserne af et energisystem under pres. Under energikrisen blev særligt små og mellemstore virksomheder hårdt ramt af eksploderende energipriser. Mange virksomheder i landdistrikterne - fra bagere til mindre produktionsvirksomheder - oplevede energiregninger, der truede deres eksistens.

Samtidig kæmper mange danske familier med høje varmeregninger i boliger, der ikke er energieffektive. Under energikrisen steg energifattigdommen også i Danmark. Andelen af husstande, der ikke havde råd til at opvarme deres hjem tilstrækkeligt, steg fra 3,4 pct. i 2021 til 8 pct. i 2023. Over en femtedel af den gennemsnitlige husholdnings boligudgifter går i dag til energi – nogle bruger flere penge på energi end mad. For borgere med lave indkomster eller boliger med lav friværdi kan det være næsten umuligt selv at finansiere energirenoveringer eller skifte til grøn opvarmning.

Resultatet er en dobbelt udfordring: energispild, højere regninger og et energisystem, der stadig i høj grad er baseret på fossile brændsler.

Derfor bør næste regering sætte en mere ambitiøs retning, hvor energieffektivitet bliver en central del af både klima-, erhvervs-, sikkerheds- og socialpolitikken.

Behov for indsats på flere områder
For det første bør Danmark sætte et klart mål om at arbejde for europæisk energiuafhængighed. Det kræver en langt stærkere indsats for at reducere energiforbruget gennem effektiv teknologi, genanvendelse af overskudsvarme, elektrificering og intelligente energisystemer.

For det andet bør politikerne lægge en klar kurs for, hvordan vi kombinerer dekarbonisering, øget produktivitet og konkurrenceevne. Det er Danmark lykkedes med historisk – men som Draghi-rapporten tydeligt har vist, er europæiske virksomheder væsentligt dårligere stillet end konkurrenter i USA eller Kina. Det underminerer det fundament, dansk erhvervsliv er bygget på.

Samtidig bør vi i højere grad bruge energirenoveringer til at løfte kvaliteten af vores boliger. Bedre isolering, moderne ventilation og energieffektive løsninger kan ikke kun reducere energiforbruget, men også skabe sundere boliger til gavn for de mennesker, der bor og opholder sig i bygningerne.

Danske virksomheder er allerede verdensførende inden for energieffektiv teknologi og eksporterede i 2024 løsninger for næsten 36 mia. kr. Samlet reducerer grønne danske løsninger hvert år den globale CO2-udledning med 500 mio. tons – ca. 12 gange mere end Danmarks samlede klimaaftryk. Hvis vi går forrest med ambitiøse løsninger herhjemme, sætter vi barren højt for resten af verden og skaber et stærkere fundament for danske virksomheder på et globalt marked, hvor efterspørgslen på energiløsninger kun vokser.

Men det kræver en klar retning for energipolitikken i den kommende valgperiode, der bør levere mindre energispild, lavere energiregninger, sundere boliger og et klart mål om energiuafhængighed. Til gengæld vil en ambitiøs plan ikke kun gøre Danmark grønnere, men også stærkere, rigere og mere uafhængige.

 

Aktuelt

Vis alle

Hold dig opdateret!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med i artikler, rapporter, pressemeddelelser og anden kommunikation fra SYNERGI.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev