»Næste skridt er en ny og ambitiøs afgift på CO₂. Den skal sikre, at de virksomheder, der belaster klimaet, selv betaler deres udledning.«

Det meddelte Mette Frederiksen i Folketinget samme dag som ekspertgruppen for en grøn skattereform fremlagde deres tre modeller for en ny CO₂-skat.

Nu har regeringen endelig fremlagt sit udspil: En CO₂-afgift i niveauet 750 til 1.125 kroner.

Som supplement til CO₂-afgifterne foreslår regeringen en ny, grøn fond med midler for syv milliarder kroner frem mod 2030. Heraf er tre milliarder kroner øremærket CCS-tilskud.

Øremærkede midler til en bestemt teknologi er dog ikke nødvendigvis den samfundsøkonomisk mest optimale løsning til at opnå CO₂-reduktioner.

Samtidig vil en teknologineutral ordning komme langt flere virksomheder til gode, som selv kan definere, med hvilken teknologi de hurtigst og billigst kommer i mål med deres omstilling. Desuden er der i forvejen allerede afsat 16 milliarder kroner til CO₂-fangst-teknologien.

Det efterlader derfor blot 1,85 milliarder kroner over en femårig periode til de danske virksomheder, for hvilke CO₂-fangst og lagring ikke giver mening.

Veletablerede teknologier, der kan give sikre CO₂e-reduktioner her og nu spiller altså en mindre rolle i regeringens planer. Og det vil mindske incitamentet til omkostningseffektive metoder, som for eksempel konverteringer og energibesparelser.

Særligt den seneste tids energikrise som følge af Ukraine-krigen tjener som eksempel på, at vores høje energibehov stiller os sårbare overfor udsving i energipriserne. Her kan energieffektiviseringer være med til at mindske vores energibehov og dermed øge forsyningssikkerheden og gøre os mere robuste overfor udsving i priserne.

I det store hele bør en effektiv model – hvor man samtidig forsøger at undgå, at reduktionerne blot kommer fra produktionsnedgang samt lækage – fokusere på CO₂- og energireduktioner fremfor et for ensidet fokus på at fremme én bestemt teknologi.

Når den grønne skattereform endeligt vedtages, bør den derfor indeholde en samlet omstillingsstøtte, der tager udgangspunkt i teknologineutralitet og rådgivning.

Mange måder at opnå klimagevinster

Forskellige virksomheder kræver forskellige svar. Mange steder skal der formentlig flere løsninger i spil på samme tid. Derfor bør en potentiel omstillingsstøtte være så teknologineutral som mulig, så den kan komme flere virksomheder til gavn, og så virksomhederne selv kan vurdere, hvilke værktøjer der passer til lige netop deres grønne omstilling. Omstillingsstøtten kan med fordel gives som tilskud – som regeringen foreslår – men også kompensation kan spille en vigtig rolle.

Det giver god økonomisk mening at yde målrettet kompensation til de virksomheder og erhverv, hvor afgiften har en reel påvirkning af konkurrenceevnen, således at den både målrettes mod CO₂-reduktioner i de mest CO₂-intensive virksomheder og samtidig modvirker risiko for lækage.

Man kan her med fordel lade sig inspirere af tidligere gode erfaringer med den frivillige PSO-ordning, der var rettet mod energibesparelser. Erfaringerne fra PSO-aftaleordningen viser, at det var muligt at opnå energibesparelser på cirka seks procent indenfor en treårig periode blandt de virksomheder, der var en del af ordningen i 2015-2018.

En tilsvarende frivillig aftaleordning kan derfor udformes med udgangspunkt i reduktioner i CO₂-udledningen i stedet. Således kan virksomheder, der tilknyttes ordningen, modtage kompensation til en delvis dækning af omkostningerne ved CO₂-afgiften i modydelse for at reducere deres CO₂-udledning.

Dette noget-for-noget-princip indgår også i regeringens planer, således at en forudsætning for, at virksomheder kan modtage omstillingsstøtte, er, at de har foretaget et klimasyn. Samme krav om at foretage klimasyn bør naturligvis også gælde for deltagerne i en potentiel kompensationsordning.

Derudover skal man naturligvis sikre, at en sådan frivillig aftaleordning overholder EU’s regler for statsstøtte.

Tilskud som katalysator for grønne investeringer

Som tillæg til en teknologineutral kompensationsordning kan en tilskudsordning med flere teknologier inkluderet – herunder konverteringer, energibesparelser og naturligvis også CCS – understøtte omstillingen af erhvervslivet.

Det er vigtigt at inkludere så mange teknologier som muligt i tilskudsmodellen for at skabe fleksibilitet for virksomhederne til selv at tilrettelægge deres grønne omstilling og dermed opnå CO2-reduktioner. Med regeringens foreslåede tilskudsmodel vil der være et unødigt stort fokus på CCS.

Et tilskud kan fungere som katalysator for virksomhederne til at foretage investeringer i CO₂-reducerende teknologier. Her er de høje startomkostninger nemlig ofte en barriere, der gør, at mange grønne investeringer, der ellers ville være rentable for virksomhederne selv på relativt kort sigt, ikke foretages.

Samtidig spiller rådgivning også en væsentlig rolle i at modvirke de markedsfejl – særligt manglende information og konsekvenserne af høje startomkostninger – der gør, at virksomhederne ikke foretager ellers rentable grønne investeringer. Rådgivning og tilskud kan øge kendskabet og hæve incitamenterne til at foretage forskellige CO₂-reducerende tiltag.

Det er derfor ganske fremragende, at regeringen lægger op til at udvide det eksisterende energisyn til et klimasyn. Det gør det muligt for virksomhederne at udarbejde effektive energi- og klimahandlingsplaner med inddragelse af alle relevante teknologier og dermed sænke deres energiforbrug og CO₂-udledning.

Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at udvidelsen fra energi- til klimasyn ikke medfører, at der slækkes på ambitionerne for at energieffektivisere hos virksomhederne. En høj grad af energieffektivitet hos danske virksomheder vil nemlig styrke deres konkurrenceevne.

Grundet lavere energibehov hos energieffektive virksomheder slår højere energipriser nemlig ikke lige så meget igennem til slutprisen, som forbrugerne skal betale for varerne, som hos mindre energieffektive virksomheder.

Der findes mange veje til CO₂-reduktioner, og for at gøre omstillingen så billig og fleksibel som mulig og i videst muligt omfang undgå CO₂-lækage, er det vigtigt, at aftaleordningen ikke binder sig op på én bestemt teknologi. En potentiel kompensations- og tilskudsordning bør øge incitamenterne for at bringe alle løsninger i spil, hvad end det er CCS, konverteringer, energibesparelser eller mange af de andre virkemidler i den grønne omstilling.