Debatindlæg 16. juni 2026

Et klogere energiforbrug styrker Danmarks energisikkerhed

Et klogere energiforbrug styrker Danmarks energisikkerhed

Af Claus Ekman, direktør i SYNERGI

(Indlægget er bragt i Energy Supply den 10/06-2026)

180 mia. kroner. Så meget har EU haft i merudgifter til olie og gas siden marts, selvom forbruget ikke er steget. For energikriser er dyre. Det ser vi nu som følge af Iran-krigen, hvor mindre olie på markedet har sendt priserne på himmelflugt. Det samme skete efter Ruslands angreb på Ukraine for fire år siden. Konklusionen er klar: Danmark og Europa skal gøre sig uafhængig af ustabile og uforudsigelige regimer. I dag importerer Danmark fortsat omkring 40 procent af sin energi, mens tallet på EU-plan er 57 procent. Det efterlader os sårbare over for geopolitisk uro – uanset om den udspringer af Rusland, Mellemøsten eller fremtidige konflikter andre steder.

Hvis vi skal stå stærkere i fremtidens kriser, kræver det et klart kursskifte. Energiuafhængighed og sikkerhed handler grundlæggende om to ting: at vi bruger energien mere effektivt og at vi producerer den selv. Begge dele reducerer sårbarheden over for udsving i globale energipriser. Det er ikke en panikreaktion på aktuelle kriser. Energieffektivitet har længe været en sund investering, både før og efter energikriserne.

Derfor bør Europa samle sig om et fælles mål for energiuafhængighed og udfasning af fossile brændsler. Samtidigt skal Danmark aktivt nedbringe sin egen energiafhængighed gennem nationale tiltag.

Energieffektivitet er nøglen

En af de hurtigste og mest omkostningseffektive veje til energiuafhængighed er energieffektivisering. Bygningsmassen er et oplagt sted at starte. Den står for 40% af Danmarks energiforbrug og er dermed en af de mest energiforbrugende sektor. Samtidig er forskellene markante: I boliger med de dårligste energimærker kan varmeregningen være op til ti gange højere end i de bedste. Under energikrisen blev netop disse boliger hårdest ramt med ekstraregninger på flere tusinde kroner om måneden.

Energieffektivitet handler derfor ikke kun om klima og forsyningssikkerhed, men også om at gøre både husholdninger og samfund mere robuste i krisetider. Når energiforbruget falder, bliver Danmark mindre afhængig af importeret energi og mindre sårbar over for prisstigninger og geopolitisk uro. Konkret foreslår SYNERGI blandt andet, at Varmepumpepuljen målrettes de borgere, der er hårdest ramt af stigende energipriser. Det er et forslag, der nu også kan findes i det nye regeringsgrundlag, og det fortjener ros. Det styrker både den sociale balance ved at hjælpe de mest udsatte husstande med at udfase olie og gas og sikrer, at støttekronerne skaber størst mulig energibesparelse og energiuafhængighed

Overskudsvarme og elektrificering skal i spil

Også i industrien og energisystemet er der stort potentiale for at mindske energispildet. Overskudsvarme er et tydeligt eksempel. I dag går store mængder energi tabt som varme til omgivelserne, selvom den kan genanvendes og erstatte fossile brændsler. Fremskrivninger viser, at overskudsvarme og geotermi potentielt kan dække hele fjernvarmebehovet i 2045. Hvis overskudsvarmen integreres bedre i energisystemet, kan den både reducere behovet for importeret energi og aflaste elnettet.

Netop elnettet er en central udfordring. I dag bremses nye elektrificeringsprojekter, fordi infrastrukturen ikke kan følge med. Her kan energieffektivisering og fleksibilitet spille en afgørende rolle. Ved at reducere energiforbruget og øge fleksibiliteten i forbruget kan vi frigøre kapacitet og bane vejen for hurtigere elektrificering af samfundet. Hurtigere elektrificering betyder hurtigere uafhængighed af fossile brændsler.

Energieffektivisering er med andre ord ikke kun et mål i sig selv, men en forudsætning for den grønne omstilling og vores energiuafhængighed.

Energiuafhængighed kræver fælles retning

Hvis Danmark skal være et foregangsland for energieffektivitet, kræver det en mere strategisk tilgang til energiforbruget.

Det er derfor positivt, at den nye regering fremhæver målrettede tilskudspuljer til energieffektivisering og konvertering til varmepumper eller fjernvarme som et af initiativerne i regeringsgrundlaget. Vi håber på at se en ambitiøs indfrielse af løfterne i den kommende regeringsperiode.

Regeringsgrundlaget lægger også op til en omprioritering af midler fra grønne puljer og initiativer. Hvis disse midler fortsat understøtter energieffektivisering, ser SYNERGI positivt på ambitionen. Samtidig er det vigtigt, at eventuelle overskudsmidler omprioriteres klogt. Erhvervspuljen er allerede kraftigt overansøgt, og puljens midler er på nuværende tidspunkt opbrugt. Derfor vil det være fornuftigt at styrke indsatsen over for erhvervslivet yderligere, blandt andet gennem bedre adgang til støtte for SMV'er. Det gør virksomhederne mindre sårbare over for energikriser og mindsker samtidig afhængigheden af fossile brændsler. Den eksisterende Erhvervspulje har allerede vist sin værdi ved at hjælpe virksomheder med årlige energibesparelser på omkring 2.000 GWh, og derfor håber vi, at regeringen vil prioritere området højt i de kommende omprioriteringer.

Et positivt initiativ er, at regeringen vil presse på for at accelerere elektrificeringen og arbejde for en ambitiøs EU-tilgang til indfrielse af 2040-klimamålet. Det nytter ikke med en fragmenteret indsats i nogle medlemslande, og derfor ser SYNERGI positivt på en samlet europæisk indsats for at fremme elektrificeringen af vores samfund.

Der er flere gode takter i det nye regeringsgrundlag, som kan hjælpe os tættere på energiuafhængighed og gøre os mere robuste over for geopolitisk uro. Det er initiativer, som SYNERGI håber, bliver omsat til virkelighed i den kommende regeringsperiode. Det er nemlig nu, vi skal handle. Ikke med midlertidige kompensationer, men med langsigtede investeringer, der skaber strukturelle ændringer, som reducerer energiforbruget, styrker konkurrenceevnen og øger vores energiuafhængighed.

Aktuelt

Vis alle

Hold dig opdateret!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med i artikler, rapporter, pressemeddelelser og anden kommunikation fra SYNERGI.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev