Klogt energiforbrug er grøn sikkerhedspolitik, der løsner Europa fra Putins lænker
Verdens energiforbrug er fortsat stigende. Og den grønne omstilling er et langt, sejt træk, der lige nu går for langsomt til at kunne følge med efterspørgslen på energi. Det betyder, at Europa er afhængig af gas fra Rusland.
Verden er ramt af en veritabel energikrise. I sidste uge mødtes energiminister Dan Jørgensen ekstraordinært med sine EU kolleger for at drøfte, hvordan EU får styr på de høje energipriser, der truer med at sende en ekstraregning på ca. 10.000 kr. om året af sted mod nogle danske husstande.
Truslen mod privatøkonomien er slem nok. Endnu værre bliver det, når energikrisen samtidig betyder, at Europa, f.eks. Tysklands industrilokomotiv, bliver endnu mere afhængig af gas fra Rusland. Med hånden på Gazproms gashane kører Putin EU’s regeringer rundt i manegen. I 2019 importerede EU 61 pct. af energiforbruget mod kun 53 pct. i 2015. Derfor er energikrisen sikkerhedspolitik på øverste hylde.
At russerne slækker på gasleverancerne til Europa er en blandt flere årsager til energikrisen. Manglende vind og lave vandreservoirer har begrænset udbuddet af vedvarende energi, ligesom koldt vejr har tæret på energidepoterne. CO2-kvoteprisen ligger i øjeblikket på et højt niveau, hvilket f.eks. forklarer ”omkring en femtedel” af prisstigningen på el ifølge EU-Kommissionen.
Så hvad bør Dan Jørgensen og hans kolleger gøre for at holde tempoet i den grønne omstilling, samtidig med vi sikrer en stabil energiforsyning og fastholder et acceptabelt prisniveau for borgere og virksomheder?
Det er klart, at den vedvarende energikapacitet via f.eks. vindmøller skal udbygges. Lige så klart er det, at vi skal sørge for, at vi ikke forbruger mere energi, og dermed CO2, end nødvendigt. Det gør vi desværre i katastrofalt stor stil i dag. Det er helt unødvendigt, for vi har teknologien til at mindske energispildet. Det er det, vi kalder energieffektivitet – og det skal vi have meget mere af, hvis Europa skal være selvforsynende med energi, og den grønne omstilling skal gennemføres klogest, grønnest og billigst.
I disse dage er der COP26-klimatopmøde i Glasgow. Her er et af nøgletallene 84. Da COP1 løb af stablen i 1995, var selvsamme tal 86. Bag tallene ligger en skræmmende klar illustration af det lave tempo, verden omstilles i. Tallene markerer nemlig andelen af verdens energiforbrug, der stammer fra sorte, fossile energikilder i hhv. 2021 og i 1995. På et af den grønne omstillings absolut vigtigste parametre har vi altså kun rykket os to procentpoint på 26 år – i en tid, hvor klimabevidstheden aldrig har været større.
Det Internationale Energiagentur (IEA) konkluderede så sent som i juli i år, at den globale efterspørgsel på elektricitet vokser hurtigere end udbygningen af vedvarende energi. Verdens energiforbrug er generelt stigende, trods et lille, midlertidigt corona-dyk.
Det gælder også i lande som Bulgarien, Cypern, Grækenland og Rumænien, der ellers er en del af relativt klimaambitiøse EU. Ifølge landenes egne energi- og klimaplaner vil tendensen med et stigende energiforbrug fortsætte frem mod 2030. Den slags eksempler er gift for den grønne omstilling og skyldes en alt for uambitiøs tilgang til et smartere, lavere energiforbrug i mange lande.
Den verserende energikrise er et godt eksempel: Debatten handler mest om, hvordan vi skaffer mere og billigere energi. Et lige så naturligt spørgsmål vil være, hvordan vi mindsker energispildet og dermed behovet for den dyre, overvejende sorte energi. Den grønneste og billigste energi er den, vi aldrig bruger.
Energieffektivitet er et pålideligt værn mod energikriser. Ifølge EU-Parlamentet mindskes EU’s gasimport med 2,6 pct., når energibesparelserne øges med 1 pct. Energirenoveringer af bygninger behøver ikke tage lang tid: Beslut i dag, sæt håndværkerne i gang i morgen, vær færdig og høst energibesparelsen inden for få uger. Tidslinjen afhænger naturligvis af bygningens størrelse og renoveringens omfang, men potentialet er ikke til at tage fejl af.
Samtidig er det både rigtig godt for klimaet og økonomisk rentabelt at mindske energispildet og dermed energiregningen i f.eks. industri og bygninger. Og der er nok at tage fat på. Bygninger tegner sig for mere end en tredjedel af EU’s CO2-udledning og 40 pct. af energiforbruget. Tre af fire bruger mere energi end nødvendigt. Alligevel ventes op mod 19 af 20 bygninger i EU stadig at stå i 2050. Vi går derfor glip af både energi-, CO2- og økonomiske gevinster hver eneste dag, vi udsætter nødvendige energibesparelser.
Kuren mod vores afhængighed af den dårlige kombination af sort energi og et upålideligt Rusland er ganske klar: grøn energi og mere energieffektivitet. Danmark har allerede sat gang i en storstilet investering i energiøer til svimlende 210 mia. kr. Problemet er bare, at der går mange år, før de er fuldt oppe i omdrejninger. Andelen af Danmarks grønne energiproduktion, der kommer fra vind og sol, stiger kun langsomt – fra 9 pct. i 2017 til 12 pct. i 2019. Samtidig kræver datacentre, elbiler og anden nødvendig elektrificering af samfundet mere og mere energi.
Vi bliver nødt til at bruge energien klogere, så udbygningen af den vedvarende energi kan følge med og ikke bliver unødvendigt dyr. Folketinget har i bl.a. klimaaftaler og finanslove skubbet Danmark i en mere energieffektiv retning – desværre langtfra nok. Et nationalt mål for energieffektivisering og en samlet strategi vil for alvor rykke noget.
På europæisk plan er der flere fornuftige initiativer i gang. I juli præsenterede EU-Kommissionen sin såkaldte Fit for 55-pakke. EU har anerkendt potentialet i et klogere energiforbrug og opererer med et Energy Efficiency First-princip, der har energieffektivitet som det første og bærende virkemiddel for et grønnere Europa. EU-Kommissionen foreslår blandt andet at hæve det nuværende krav til EU-landene om årligt at sænke deres respektive energiforbrug med 0,8 pct. til hele 1,5 pct. Unionens samlede energieffektiviseringsmål skal løftes til 36 pct. Kommissionen kræver også, at politikerne går forrest i den grønne omstilling, og stiller krav til, at bygninger ejet af kommuner og regioner skal spare på energien. I Danmark er det i dag helt frivilligt, om man vil mindske energispildet eller fortsætte med at lade massive mængder varme slippe ud af dårligt isolerede bygninger.
Det er helt afgørende for Danmarks grønne førerposition, at vi som minimum bakker op om EU-Kommissionens forslag. Cadeau til Dan Jørgensen for allerede at have meldt ud, at regeringen ønsker et EU-energieffektiviseringsmål på 40 pct. Det vil skærme Europa mod gasimportens afhængighed af Putins luner og styrke unionens forsyningssikkerhed. Det vil spare mange mio. tons drivhusgasser og sende omkring 100 mia. kr. ekstra til Danmark i form af øget eksport af energieffektiv teknologi, da Danmark huser nogle af verdens bedste producenter af vinduer, isolering, grønne digitale løsninger osv. Bygningsrenoveringer er også gode for indeklimaet, der har stor betydning for sundhed, velvære og præstationsevne hos bygningernes brugere. Og renoveringer betyder milliarder af sparede udgifter til varme og el for boligejere, virksomheder, det offentlige og alle andre ejere af bygninger og produktion.
Den grønne omstilling er et langt, sejt træk, der kræver gigantiske summer og en stor indsats af os alle. Men det er også en gylden mulighed for at skabe en bedre verden: Et energieffektivt samfund med respekt for Jordens begrænsede ressourcer, sunde bygninger, ingen udledning af klimaskadelige drivhusgasser og uafhængighed af sorte landes sorte energi. Energieffektivitet er grøn sikkerhedspolitik.