Det behøver ikke være ønsketænkning. En analyse foretaget for SYNERGI viser, at kommunerne kan skære knap en fjerdedel af energiregningen ved at mindske forbruget gennem rentable investeringer med en samlet tilbagebetalingstid på ca. ni år.

Hvorfor er det ikke allerede sket, vil et nærliggende spørgsmål være. Svarene er flere, men en af de helt centrale barrierer, som flere kommuner peger på, er det anlægsloft, som begrænser kommunernes mulighed for at investere i deres bygningsmasse. I SYNERGI havde vi derfor håbet, at EU’s nye energi-krav til kommunale bygninger kunne bane vejen for et grønt, mere ambitiøst anlægsloft. Sådan er det desværre ikke gået. Endnu.

Den forsømte implementering
Regeringen er ansvarlig for, at vi i Danmark lever op til kravene i Bygningsdirektivet og Energieffektivitetsdirektivet. Direktiverne betyder bl.a., at alle kommuner skal spare 1,9 pct. af energiforbruget og energirenovere 3 pct. af bygningsarealet – hvert år. Samtidig skal de dårligste 16 pct. af bygningsmassen have energistandarden forbedret inden 2030 og 26 pct. inden 2033 (med undtagelse af boliger).

Den nu tidligere regerings plan er en ”fleksibel” implementering, der i al sin enkelthed går ud på, at kommuner, regioner og stat skal ”arbejde sammen om at udpege de bygninger, som skal renoveres senest i 2040.” Der lægges samtidig op til en blød efterlevelse, hvor det reelt er tvivlsomt, om direktiverne kommer til at medføre de store ændringer i renoveringsraten – i hvert fald på den korte bane. I stedet kan de sidste år frem mod 2040 blive hektiske, når det forsømte skal indhentes.

Det er ærgerligt, at et selverklæret grønt foregangsland ikke sætter barren højere. For direktiverne rummer potentialer, der – særligt hvis man kigger på tværs af alle EU’s 27 medlemslande – rækker langt ud over den enkelte bygning og kommune. Samlet tegner bygninger sig for ca. 40 pct. af EU’s energiforbrug. Et forbrug, der for 57 procents vedkommende dækkes af importeret energi. Samtidig har to energikriser på fem år vist, hvor sårbart Europa er, når geopolitiske begivenheder truer energiforsyningen.

Ambitiøs EU-lovgivning er den mest effektive vej ud af tvangsægteskabet med lande, vi dybest set ikke ønsker et afhængighedsforhold til. Alene Bygningsdirektivet kan potentielt medføre så store energibesparelser, at det overstiger EU’s import af russisk gas i 2023.

Som Danmarks suverænt største bygningsejer er det derfor ikke ligegyldigt, hvilken tilstand kommunernes bygningerne er i.

Fortsat håb om en grøn ramme
”Der er brug for, at kommunerne kan få lov til at gennemføre de nødvendige investeringer i grøn omstilling af bygningsmassen (…) Derfor bør afgrænsede typer af grønne investeringer undtages fra anlægsloftet.” Sådan skrev mere end hver tredje af landets borgmestre i et opsigtsvækkende, fælles opråb til regeringen sidste år.

Indlægget bekræfter min opfattelse af, at rigtig mange kommuner

både har midlerne og viljen til at løfte renoveringsraten til gavn for klimaet, økonomien og borgerne. De har bare ikke mulighederne inden for de nuværende rammer.

Når jeg alligevel bevarer håbet om en udvidet, grøn anlægsramme, er det, fordi den generelle samfundsudvikling og de politiske vinde så småt blæser i den retning: Flere partier luftede ambitioner om bedre indeklima og fysiske rammer i folkeskolen. EU-direktiverne gælder fortsat – selv om indsatsen for at nå i mål er sparket nogle år ude i fremtiden. Elnettet er under et enormt pres, der kræver øget effektivitet i hele værdikæden for at kunne følge med. Og så er der både i EU og i det nye regeringsgrundlag en udtalt målsætning om, at det enorme behov for import af energi skal mindskes.

Det er vanskeligt at forestille sig en realistisk og omkostningseffektiv vej mod energiuafhængighed uden en markant mere energieffektiv bygningsmasse.