Debatindlæg 16. februar 2025

Grøn omstilling er en del af løsningen på EU’s svage konkurrenceevne, Anders Vistisen

Debat: Grøn omstilling er en del af løsningen på EU’s svage konkurrenceevne, Anders Vistisen (1)

Af Morten Helveg Petersen, bestyrelsesleder i SYNERGI (indlægget er bragt i Altinget d.17/2-25)

EU er presset i konkurrencen med USA og Kina. Det skal vi selvfølgelig reagere på. Så langt er DF-medlem af Europa-Parlamentet Anders Vistisen og jeg på linje. Men der hører enigheden så også op. For Vistisens løsning er at rulle EU’s klimapakke Green Deal tilbage eller i hvert fald suspendere den. Det er det stik modsatte af, hvad der er behov for. Virksomhederne har brug for en stabil, transparent og langsigtet plan – ikke desperat panikpolitik, der skruer op og ned for vedtagne initiativer i tide og utide. Forslaget er ekstra problematisk, fordi grøn politik netop er noget af det, vi har brug for for at styrke europæisk erhvervslivs konkurrenceevne over for USA og Kina.

Grøn omstilling som styrke og vækstmotor
En af EU’s store udfordringer er det aktuelle mismatch mellem energibehov og grøn energiproduktion. Mere end halvdelen af EU’s energiforbrug er importeret. Fremskrivninger viser, at EU først i 2030 selv kan producere bare halvdelen af den energi, der er behov for. Samtidig så vi, at EU’s import af gas fra Rusland fra 2023 til 2024 steg med 21 pct. – stik mod EU’s ambition om hurtigst muligt at blive fri for russisk energi. Dermed fortsætter EU i stor stil med at bidrage til Putins krigskasse.

Løsningen er i høj grad at skrue op for energieffektiviteten i alle dele af vores samfund og investere i vedvarende energi. På den måde øger vi udbuddet af energi, der dermed bliver billigere, og gør os mindre afhængige af et land som Rusland. Det kan også mindske virksomhedernes efterslæb i konkurrencen med USA og Kina. Men det er det diametralt modsatte, Vistisen foreslår, når han vil lukke ned for den lovpakke, der leverer netop mere energieffektivitet og vedvarende energi.

Vi skal have mere grøn omstilling – ikke mindre. EU skal omfavne de økonomiske potentialer, der ligger i grøn teknologi. Vi er verdensførende inden for grønne løsninger – og meget af teknologien produceres i Europa og beskæftiger millioner af europæere. Derfor er det meget lidt hensigtsmæssigt at mindske efterspørgslen og incitamenterne til at videreudvikle den. Det er også konklusionen i den meget omtalte Draghi-rapport, der udkom i september 2024 og slår fast, at ”den globale dekarboniseringsindsats er en vækstmulighed for EU's industri,” men at indsatsen skal ske gennem en ”sammenhængende plan.”

Det er det samme, mange virksomheder efterspørger. De vil have stabilitet og grøn omstilling tænkt sammen med vækst. “Jeg er sådan set ikke bange for regulering, men den skal være langsigtet,” som Danfoss-direktør Kim Fausing fx har udtalt. Det er ikke langsigtet at rulle nyligt vedtaget politik tilbage, før det er fuldt implementeret i medlemslandene.

Kombiner klimakamp og konkurrenceevne
EU skal op i et helt andet gear i konkurrencen med USA og Kina. Det gør vi ikke ved at synke ned på deres niveau for grøn omstilling. Vi skal udnytte den europæiske førerposition i klimakampen og gøre den til en konkurrencefordel. Det skal ske gennem effektiv regulering og mindre bureaukrati – men ikke ved at gå på kompromis med kampen mod de enorme klimaudfordringer, verden befinder sig i. Slet ikke, når grønne teknologier er og i endnu højere grad kan blive en guldgrube for europæiske virksomheder og bidrage til lavere energipriser og produktionsomkostninger.

Derfor skal vi holde fast i Green Deal. Og vi skal succesfuldt have søsat EU-Kommissionens nye konkurrencekompas, der adresserer de udfordringer, Draghi peger på i sin rapport. For vi skal blive mere energieffektive, og vi skal producere mere grøn energi. Vi skal afbureaukratisere og generelt gøre det lettere og mere attraktivt at være virksomhed i EU.

Det gør vi gennem god, langsigtet klima- og erhvervspolitik - ikke gennem desperat, kortsigtet panikpolitik.

Aktuelt

Vis alle

Hold dig opdateret!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med i artikler, rapporter, pressemeddelelser og anden kommunikation fra SYNERGI.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev