Debatindlæg 03. april 2020

Energirenoveringer gavner økonomien og klimaet i en krisetid

Debat: Energirenoveringer gavner økonomien og klimaet i en krisetid

Danmark har i dag høje ambitioner og målsætninger for vedvarende energi. Vi mener, at det bør bakkes op af tilsvarende mål for energieffektivitet.

Ea Energianalyse peger i analysen "Samfundsøkonomisk optimum mellem energieffektivitet, vedvarende energi, elektrificering og sektorkobling" på, at energieffektive løsninger kan halvere regningen for Danmarks grønne omstilling frem mod 2030.

En omkostningseffektiv grøn omstilling kræver derfor, at udbygningen med vedvarende energi suppleres med et mere effektivt energiforbrug.

Desværre ser vi, at energiforbruget i boliger stiger for første gang siden 1975. Det er en tendens, vi skal modarbejde.

Vi bruger lige nu flere ressourcer, end kloden kan holde til. Derfor er det vigtigt, at vi minimerer brugen af fossile brændsler, øger andelen af vind- og solenergi, stopper afbrændingen af dårlig biomasse og bruger energien bedre i industrien og bygningsmassen.

Danmark befinder sig lige nu i en sundheds- og klimakrise. Men vi er også i en økonomisk krise. Regeringen har allerede suspenderet anlægsloftet og opfordret kommunerne til at sætte gang i energirenoveringer og -effektiviseringer.

Det er et godt tiltag, der kan bidrage til Danmarks klimamål og holde hånden under økonomien, hvis kommunerne lytter til opfordringen og gennemfører grønne renoveringer. Men regeringen kan gøre mere.

Danmark har 600.000 almene boliger. De skal med i den grønne omstilling. Ifølge BL ligger 450 godkendte projekter i kø hos Landsbyggefonden til en samlet værdi af 18,4 mia. kr., som regeringen kan sætte i gang med det samme uden at skulle have penge op af lommen. Det vil betyde, at 70.000 almene boliger renoveres.

Det er dog vigtigt, at renoveringerne skaber grønne og energieffektive boliger.

Erfaringer fra Boligselskabet Sjælland viser, at energiforbruget kan reduceres med 2 - 3 pct. om året, hvis det samtidig skal betale sig for beboerne. Boligselskabet Sjælland lavede allerede i 2015 energirenoveringsplaner for alle ejendomme og etablerede en energipulje på 50 mio. til at gennemføre energieffektiviseringsprojekter.

På den måde er boligselskabets energiforbrug reduceret med 10 pct. og beboernes omkostninger er sænket med 22 mio. kr. om året. Det er en vindersag for alle parter.

PKA's grønne energifond Sustain Solutions har gjort sig de samme erfaringer med bl.a. Fællesorganisationens Boligforening - FOB Slagelse.

Sustain Solutions forretningsmodel er baseret på den fremadstormende Energy Efficiency-as-a-Service-model, hvor selskaber tilbyder gratis energirenoveringer mod at få del i den økonomiske besparelse på et mere effektivt forbrug. Beboerne får altså en nyrenoveret og energieffektiv bolig, der betales af energibesparelserne.

Opfordringen er klar: Vi kan nå langt for pengene i Landsbyggefonden, men vi kan nå længere endnu, hvis vi sætter et mål for energieffektivitet og lader private investorer investere i energieffektive almene boliger.

Det vil gøre Danmarks grønne omstilling nemmere, holde hånden under økonomien og beskæftigelsen, levere på 70-procentsmålet og sænke beboernes udgifter.

 

Indlægget er skrevet af Christian Niepoort, adm. direktør i Sustain Solutions, og Katrine Bjerre M. Eriksen, direktør i SYNERGI. Bragt i CTWatch dags dato.

Aktuelt

Vis alle

Hold dig opdateret!

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og følg med i artikler, rapporter, pressemeddelelser og anden kommunikation fra SYNERGI.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev