Det globale datacenter-boom er i gang - og danske virksomheder skal med på toget
Af Morten Helveg Petersen, bestyrelsesleder i SYNERGI, Klara Christensen, global public affairs-direktør i Danfoss, og Lars Erik Knaack, adm. direktør i NOVENCO
Bragt i Finans
I dag samles danske virksomheder, eksperter og beslutningstagere til Green Energy Export Day i København. Et af de markeder, der fortjener særlig opmærksomhed, er datacentre. For mens debatten ofte handler om, hvorvidt vi overhovedet skal have flere datacentre, er det vigtigste spørgsmål snarere, hvordan vi bygger de nødvendige datacentre klogest muligt - med fokus på energieffektivitet, genanvendelse af overskudsvarme og fleksibilitet i elnettet.
For datacentre er en nødvendig del af infrastrukturen bag digitalisering, AI, forskning og moderne erhvervsliv. De kan desuden være en vigtig del af Europas digitale beredskab og suverænitet. Vi har med andre ord brug for flere datacentre. Og de kommer - hvis ikke i Danmark så et andet sted. Ifølge Det Internationale Energiagentur, IEA, blev der investeret omkring 500 mia. dollar i datacentre globalt i 2024. Dell’Oro Group forventer, at de årlige globale investeringer kan nærme sig 1.000 mia. dollar allerede i 2026 og nå 1.700 mia. dollar i 2030. En stor del går til servere, chips og netværk, men når regnekraften vokser eksplosivt, følger behovet for strøm, køling og effektiv energistyring med. Her har Danmark en stærk position.
Alligevel er der grund til eftertanke. Dansk eksport af energiteknologi og -services endte i 2025 på 116 mia. kr. - stort set samme niveau som året før. Det sker samtidig med, at det globale marked for energiløsninger vokser markant. Lyspunktet er, at energibesparende produkter nu er den største kategori inden for dansk energiteknologieksport med 37 mia. kr. i 2025.
Det er netop løsninger som disse, datacenterindustrien får brug for. Et moderne datacenter skal ikke bare have adgang til store mængder strøm. Det skal bruge strømmen intelligent. Effektiv køling, ventilation og digital styring kan reducere energiforbruget. Overskudsvarmen kan udnyttes i fjernvarme eller industri, og datacentrene kan i højere grad tilpasse deres forbrug til belastningen i elnettet.
Det kræver teknologi, men også de rigtige rammer. Energieffektivitet skal tænkes ind fra begyndelsen, og datacentre bør planlægges som en del af energisystemet - ikke som isolerede energiforbrugere. Samtidig skal dansk eksportfremme langt mere offensivt følge de markeder, hvor investeringerne finder sted.
USA er det oplagte eksempel. Landet blev i 2025 Danmarks største eksportmarked for energiteknologi med en eksport på 14 mia. kr., 40,5 pct. mere end året før. Samtidig ligger USA helt i front i det globale datacenterboom.
Vi bør dog også holde fast i ambitionen om, at Danmark skal være et grønt foregangsland, når det gælder datacentre i stedet for at afvise dem kategorisk. Ved at gå forrest og vise, hvordan datacentre kan integreres i samfundet med den lavest mulige klimapåvirkning, fremmer vi den grønne omstilling og baner vejen for dansk eksport.
For i Danmark har vi virksomhederne, teknologien og årtiers erfaring med at få mere ud af energien. Nu skal vi omsætte den styrkeposition til både øget eksport og som et godt internationalt forbillede.
Datacentrene kommer under alle omstændigheder. Spørgsmålet er, om danske virksomheder skal levere løsningerne, der gør dem bedre - eller om vi vil se andre lande løbe med væksten.